x
Widowspeak : Pop Revo, Atlas, Aarhus

Widowspeak , Pop Revo, Atlas, Aarhus

Widowspeak : Pop Revo, Atlas, Aarhus

Anmeldt af Lisa Amtoft Jensen | GAFFA

Brooklynbandet Widowspeak laver nostalgisk, psykedelisk, soundtrack-inspireret drømmepop. Hovedkræfterne i gruppen er guitarist/sangerinde Molly Hamilton og guitarist Robert Earl Thomas, og i januar i år udsendte de efterfølgeren til deres selvbetitlede debutalbum fra 2011 med albummet "Almanac", der var inspireret af mayaernes apokalypse.

På scenen lod de to hovedpersoner til at trække musikken i hver deres retning, og på den måde skabte de et særligt musikalsk spændingsfelt. Hamilton sang med sin bløde stemme i en mikrofon med overdreven rumklang, hvilket mundede ud i en nærmest overjordisk og hjemsøgende lyd. Over for vokalen stod et guitardrevet lydbillede med i alt tre elektriske guitarer, og hvor Thomas leverede alt liret med slide-guitar, insisterende strums, lange bluessoloer, skarpe riffs og arpeggioer. Mens Hamiltons bidrag ofte var drømmepop-agtigt, var Thomas' guitarlinjer ofte som taget ud af Ennio Morricones soundtracks til spaghetti-westerns.

Soundtrack til en solskinsdag i regnvejr
Ud over at være indierock og drømmepop havde Widowspeaks sange en lettere nostalgisk lyd. Der var elementer af 1950'er-pop, 60'er-70'er psykedelisk rock og filmsoundtracks. Widowspeak minder lidt om Mazzy Star i højere tempo eller The Cardigans, og live var der også antydninger, der kunne minde om The Doors eller det ældste Pink Floyd. Durklange var ofte dominerende, og Widowspeak ville nok være det perfekte soundtrack til en solskinsdag i lettere regnvejr.
Ud over Molly Hamilton og Robert Earl Thomas bestod bandet af en bassist, en trommeslager og en guitarist/pianist, og alle på scenen havde et 70'er-hippie-look. Hamilton sagde næsten ingenting imellem numrene, og musikken fik i stedet lov til at stå for sig selv.

To højdepunkter opstod, da gruppen spillede singlen "Ballad Of The Golden Hour" fra "Almanac" og den western-agtige "Gun Shy". Derudover kunne det godt være lidt sværere at skille de andre numre fra hinanden, og selvom publikum blev præsenteret for et fascinerende og legesygt sonisk univers, var koncerten uden de helt store overraskelser.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA