x
It's A Synth : Vesterbro Festival, Øksnehallen

It's A Synth , Vesterbro Festival, Øksnehallen

It's A Synth : Vesterbro Festival, Øksnehallen

Anmeldt af Sara Elisabeth Nedergaard | GAFFA

It's A Synth består af de to drenge Casper Clemmensen og Andreas Fog-Petersen (aka Dondreas og Clemme). Sammen har de skabt bandet It's A Synth, hvis dogme lyder på kun at benytte sig af synthesizers i skabelsen af deres elektro-pop.

Drop dit sceneshow

Øksnehallen er stor. Alt for stor. I hvert fald til It's A Synth lørdag nat klokken et. Dondreas' computer ser meget, meget lille ud som eneste "instrument" på den store scene. Med sig har de to fyre deres egen røgmaskine og to overdimensionerede lyssværd, der står placeret midt på scenen. BH'er bliver smidt op til drengene fra den kvindelige del af den sparsomme flok fulde folk, der har placeret sig foran scenen.

Clemmes egentlig helt hæderlige vokal bliver desværre overskygget af en art robotdans, han på mærkværdigste vis kaster sig ud i igen og igen. Robotdansen og matchende polo-T-shirts, sammen med en underlig leg med de store neonlys, giver It's A Synths sceneshow et helt infantilt islæt.  

Elektropop-bandet Ladytron fra Liverpool og det Los Angeles-baserede HEALTH har ikke levet forgæves. Og der ér også gode elementer i It's A Synth. Når Clemmes stemme flyder ud i sfæren, sker der et eller andet. Tekstuniverset er måske ikke det mest ophidsende, og lidt mere variation i sortimentet ville heller ikke skade. Men der er noget – det skal bare forfines. Men for denne nats optræden er det altså to stjerner vi lander på, primært på grund af en direkte pinlig sceneoptræden og et sæt, der ikke var lige så tight produceret, som drengene lover på deres hjemmeside.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA