x
Woods : Pop Revo, VoxHall, Aarhus

Woods , Pop Revo, VoxHall, Aarhus

Woods : Pop Revo, VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

VoxHall var næsten fyldt, da Brooklyn-gruppen Woods gik på scenen lørdag klokken 22.15, og Pop Revo var dermed på sit publikumsmæssige højdepunkt. Woods har siden 2006 udgivet i alt syv album og stillede på VoxHall op med lineuppen sang/guitar, bas, trommer og så en 12-strenget elektrisk guitar.

Sanger Jeremy Earl – iført kasket, skæg og hornbriller – spillede skiftevis akustisk og elektrisk guitar og sang med sin karakteristiske lyse stemme, der hyppigt var oppe i falsetten. Sangene var iførefaldende, velskrevne og overvejende glade, durakkorderne var i overtal, og der var en umiskendelig stemning af folk-rock, sentressere og hippeånd over musikken, ikke mindst når bassist Kevin Morby faldt ind med mundharmonikaen fra det dertil indrettede stativ. Jarvis Taveniere tilføjede smukke nuancer til musikken med sit elegante fingerspil på den 12-strengede, og der var i det hele taget dømt lutter vellyd fra scenen.

En lille håndfuld numre – ikke mindst det allersidste – skilte sig dog ud med et mere dystert og støjende univers, hvor både Jeremy Earl og Jarvis Taveniere kastede sig ud i lange og hæsblæsende guitarsoler. På den måde endte Woods ikke som ren lalleglæde, men fik kant og karakter, og samtidig kunne man ikke lade være med at tænke på en kunstner som Neil Young, der gennem hele karrieren på tilsvarende vis har skiftet mellem et akustisk og et højelektrisk udtryk – og i øvrigt også har en lys stemme. Woods er ikke i helt samme vægtklasse, men er bestemt ikke uefne, og den næsten fyldte sal følte sig tydeligvis godt underholdt. At programsætte gruppen på Pop Revo var bestemt ikke helt i skoven.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA