x
Bruce Springsteen & The E Street Band: Parken, København

Bruce Springsteen & The E Street Band, Parken, København

Bruce Springsteen & The E Street Band: Parken, København

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Han har været her ofte før, og ligesom man aldrig behøver at forvente mindre end en glimrende koncertoplevelse, er hele mediecirkuset og jubelretorikken omkring Bruce Springsteens besøg fuldstændig forventeligt. Dagblade som taler med tv-værten Hans Pilgaard eller en eller anden inferiør, yngre dansk musiker om den amerikanske musikers fortræffelighed. 

Floskler om frelse, rockens urkraft og - hvis vejret er til det - et lille frisk ordspil om "Bruce-bad" eller lignende. Måske var det på tide at se på, hvad det rent faktisk er, den energiske og evigt-sympatiske rocker fra New Jersey kan. Og tænk, det behøver ikke engang at indbefatte en knastør sociologisk udredning eller rockhistorisk gennemgang - for han viser det selv i aften i Parken i København. Igen.

Fest og finanskrise

Undertegnedes personlige koncerthøjdepunkt med Springsteen har formentlig været "The Rising"-turnéens stop i Hamburg i 2003 - en uafrystelig koncert, som fik kamp til stregen sidste sommer i Berlin, da "Wrecking Ball"-turnéen ramte Hitlers gamle Olympiastadion med sit potente patchwork af soulfuld rock og socialrealisme, af fest og finanskrise. 

Koncerterne i de små ti år herimellem har aldrig været mindre end medrivende, men det er ikke tilfældigt, at netop de to nævnte koncerter rager op, for de har en central ting til fælles: Følelsen af nødvendighed.

"The Rising" var en salvelsesfuld sorgbearbejdning ovenpå terrorangrebet mod World Trade Center i 2001 - smuk og stærk i koncertsituationen, uanset om man køber den gode anekdote om, hvordan en mand stoppede Bruce på en parkeringsplads i tiden efter 11. september og sagde indtrængende ind ad bossens nedrullede bilvindue: "We need you now...". 

Med sidste forårs "Wrecking Ball" er nødvendigheden tilbage på E Street, om man så må sige - som en rasende rejsning mod en kapitalisme, som er løbet løbsk, en kontant musikalsk og lyrisk reaktion på finanskrisens kun alt for konkrete og menneskelige omkostninger i sangerens hjemland.

Tag nu bare titlen, Wrecking Ball, et nedrivningsværktøj, men billedligt talt samtidig en klode på vej til at kuldsejle. Eller "Jack of All Trades" - som desværre ikke er med i Parken i aften - hvor den økonomiske desperation avler ønsker om voldelige repressalier: "If I had me a gun, I'd find the bastards and shoot 'em on sight".

Det er alvor

Det er, med andre ord, alvor - uanset hvor festlig en Springsteen-koncert med næsten usvigelig sikkerhed også er. For Bruce er en politisk kunstner - sjældent partipolitisk, men til enhver tid tagende (solidarisk) stilling på de svages side i enhver given historisk kontekst.

Fra 30'ernes depression i USA - som på den mesterlige soloplade "The Ghost of Tom Joad" fra '95 - til den aktuelle finanskrise. Som Springsteen lader spøgelset af John Steinbecks romanfigur Joad sige: 

Mom, wherever there's a cop beatin' a guy 
Wherever a hungry newborn baby cries 
Where there's a fight against the blood and hatred in the air 
Look for me mom I'll be there

Wherever there's somebody fightin' for a place to stand 
Or a decent job or a helpin' hand 
Wherever somebody's strugglin' to be free 
Look in their eyes Mom you'll see me

Men er Springsteen politisk, er han i høj grad også populist, i ordets bedste forstand. Og der er vi tilbage ved spørgsmålet om, hvad Springsteen kan: Han kan samle folk (hvornår har man sidst set en dansk politiker samle et femcifret antal mennesker på det nationale stadion?).

Og han kan kommunikere med sit publikum - noget, som bliver det helt centrale element en aften som i aften, hvor den festlige og folkelige Bruce giver alt hvad han har - i nogen grad på bekostning af den inderlige prædikant og næsten katharsiske koncertoplevelse, som Springsteen og hans legendariske maratonshows også kan være.

Voldsomt rockende

"Hej København! Er I klar?!", råber han på ubehjælpsomt dansk til massernes hyldest, da han entrer scenen godt ti minutter over otte sammen med det E Street Band, som med god grund er blevet legendarisk for den storladne, men også intrikate lyd, de fandt i midten af halvfjerdserne.

Nuancer, som kort efter skal vise sig at blive slemt beskæmmet af Parkens problematiske akustiske forhold i aften - mest påfaldende ved koncertens begyndelse, hvor der lægges voldsomt rockende ud med "We Take Care of Our Own" og "Two Hearts".

Herefter følger en ønskekoncert-sektion, hvor hovedpersonen henter papskilte med sangtitler i de forreste publikumsrækker og følgelig spiller arbitrært udvalgte fan-favoritter som "Loose Ends", "Cadillac Ranch" og "Radio Nowhere". 

Først med Springsteens dramatiske versionering af reggae-koryfæet Jimmy Cliffs "Trapped" indtræder en vis variation i det bastante, musikalske modus - og aftenens første rigtige højdepunkt bliver karakteristisk nok den irsk kolorerede finanskrise-folkesang "Death to My Hometown", som efterfølger "Wrecking Balls" titelnummer.

Aftenens trosbekendelse

Og så er Springsteen klar til at levere aftenens trosbekendelse, henover en langstrakt orgelintroduktion til "Spirit in the Night":

"The E Street Band er kommet langvejs fra for at være her i aften.....på en fortsat mission....I skal forlade stedet i aften med ømme hænder, ømme fødder og stimulerede seksuelle organer....men vi kan ikke gøre det alene! Uanset hvor mægtigt The E Street Band spiller i aften, behøver vi jer. We need you!".

Altsammen meget sympatisk, men med den hidtidige sammensætning af sættet kan man  ikke lade være med at undre sig over, om Bruce overhovedet har nogen dramaturgisk plan med en koncert, som på forhånd forventes at vare i omegnen af tre timer?

Med de mange rockere har vi været i højeste gear fra første færd, og det er ikke ubetinget positivt: Som tilfældet også var ved koncerten med The Seeger Sessions Band her på matriklen i 2006, har Springsteen af og til en tendens til at bevæge sig helt op i klimaks kort tid inde i koncerten, for så at blive der resten af tiden.

Det kan være svært at holde til som lytter. Sådan er det dog ikke (kun) i aften, hvor dramaturgien bare er lettere overraskende.

Mesterligt mellemspil

For godt en time inde i koncerten, efter at have rost en piges blomst i håret og stukket et plekter til en udvalgt knøs, proklamerer Springsteen minsandten: "Nu er vi spillet varme... det er kun et år siden vi var her sidst, på Roskilde Festivalen. Og vi vil gerne give jer lidt forskelligt. Så nu spiller vi hele "Born to Run"".

Meget mere kan man som tilhører ikke bede om, for "Born to Run" fra '75 var ikke kun bandets store internationale gennembrud, men også muligvis deres mest distinkte mesterværk.

At se Bruce stå i silhouet i enkelt lyskegle på den mørke scene under Roy Bittans intro til "Backstreets" er et af de dér ikoniske Springsteen-øjeblikke, og det er stærkt at høre hovedværket fremført i den progression, man har på rygraden fra studiealbummet:

Fra "Thunder Road"s smægtende ouverture over flot udfoldede versioner af "Night" og "She's the One" til finalen med nøglesangen "Jungleland", hvor Jake Clemons brillerer på saxofon i sin afdøde onkel Clarence "Big Man" Clemons' sted.

Sidstnævnte er naturligvis blevet behørigt hyldet via storskærmene under "Tenth Avenue Freeze-Out", og så er det monumentale mellemspil allerede slut, idet bandets fem oprindelige medlemmer træder frem på forscenen for at lade sig hylde for det 38 år gamle album.

Upåklagelig kontakt

"Lad os komme videre med showet!", siger Springsteen med et grin og genoptager så folkefesten fra koncertens første del. For første gang i aften griber han en akustisk guitar og fører energisk an i "Pay Me My Money Down", og et par piger fra de forreste rækker hives op på scenen og udstyres med farvestrålende parasoller for at promenere sammen med Bruce og blæsersektionen i et overstadigt fjolle-optog foran scenen.

Jo, kontakten med publikum er upåklagelig, også da han siden lader en dreng synge for i "Waitin' on a Sunny Day", mens man på storskærmen kan se en fan forsøge at række ham en velvoksen joint.

Det regulære sæt afsluttes med den mindre end uforglemmelige "The Rising"-skæring "Lonesome Day" og endelig en stor "Badlands", og bringer os dermed tilbage til det rockede udgangspunkt, hvor vi startede.

Festen er imidlertid ganske langtfra at være forbi, for nu følger en rundhåndet sektion med ekstranumre indledt af en fin "Brilliant Disguise". Hertil kommer fire sange i streg fra en anden af karrierens største plader, "Born in the USA" fra '84. En stærkt socialrealistisk plade om Reagan-tidens USA, i øvrigt.

Festen forplanter sig

Da ingen andre end den mangeårige manager Jon Landau inviteres på scenen som gæsteguitarist på en coverversion af klassikeren "Twist & Shout", er ikke et øje tørt – og idet jeg bevæger mig fra indercirklen foran scenen og op på en tribune, kan jeg konstatere, at det ikke kun er de heldige foran scenen, men hele arenaen, som rocker.

Festen har tilsyneladende forplantet sig helt ned på de bageste rækker, hvor storskærmen er eneste kontakt med, hvad der foregår på scenen.

Det var i øvrigt netop Jon Landau, som efter at have oplevet Springsteen for første gang i 1974 skrev de berømte ord om, at han havde "set rockmusikkens fremtid... og den hed Bruce Springsteen!". At betegne Bruce og hans bundsolide E Street Band anno 2013 som rockens fremtid ville være langt fra sandheden. Men de kan stadig rocke røven ud af bukserne på de fleste andre.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA