x
Bruce Springsteen & The E Street Band: Jyske Bank Boxen, Herning

Bruce Springsteen & The E Street Band, Jyske Bank Boxen, Herning

Bruce Springsteen & The E Street Band: Jyske Bank Boxen, Herning

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

"Hold kæft, det kører for dem", udbryder min sidemand på et tidspunkt, mens Bruce Springsteen og hans E Street Band på scenen har kastet sig over en råt rockende udlægning af den socialrealistiske tragedie "Johnny 99".

Og så kort kan man faktisk godt sammenfatte, hvad der sker i aften i Herning - hvor det ganske kort inde i det tre timer lange sæt står klart, at der er eksplosionsfare på E Street i aften. Forleden tilkæmpede holdet sig en triumf på trods i Parken i København, hvor der skulle tungt skyts i form af hele "Born to Run"-albummet og ikke så lidt format til at kompensere for de langtfra optimale akustiske forhold på det nationale fodboldstadion. 

I aften bringer de gamle drenge det hele hjem med en legende lethed og en vulkanisk veloplagthed, der leder tankerne i retning af kraftpræstationerne på "Born in the USA"-turnéen for små tredive år siden. Og hvor vi vel at mærke får et sæt, hvor vekselvirkningen mellem party og patos fungerer forbilledligt, og kun enkelte sange - imponerende nok - går igen fra tirsdagens københavnerkoncert.

Guitarerne gnistrer

At der også rent lydmæssigt er lagt op til et helt andet traktement end i København står klart, allerede da en indædt levering af "Magic"-skæringen "Long Walk Home" sparker portene til katedralen ind godt ti minutter i otte.

"Kids flash guitars just like swicthblades", sang Springsteen i sin tid i nøglesangen "Jungleland" og netop sådan lyder det nu: De tre elektriske guitarer gnistrer og lyner i front for det store lydbillede, hvor Roy Bittans tangentspil, der løber igennem som en rød tråd tilbage til de tidlige år på klubberne omkring Asbury Park, New Jersey, og Max Weinbergs autoritative trommespil er hjørnesten.

Som i København rockes der igennem uden stop i koncertens første del, idet der lægges ud med en potent progression af rendyrkede rockere, som kulminerer i titelnummeret fra sidste års "Wrecking Ball" - saxofonisten Jake Clemons stående med bøjet hoved og løftet næve bagest på scenen, mens Bruce indædt messer om at holde fast i sin retfærdige harme: "hold tight to  your anger". 

Bruce brænder

Det er svært at sige, om det skyldes sangvalgene, den skarpe lyd eller hvad anmelderen har fået til aftensmad, men der er ingen tvivl: Bandet brænder i aften, hvad en efterfølgende, majestætisk udlægning af "Death to My Hometown" også bevidner: 

 

They destroyed our families' factories and they took our homes

They left our bodies on the plains

The vultures picked our bones

 

Springteen folder sin musikalske meditation over kapitalismens amokløb ud over de fremmødte, og man tager sig i at ønske, det begejstrede publikum ville tage entusiasmen med i stemmeboksen næste gang. At en koncert skulle kunne have den effekt er trods alt nok for meget forlangt - selv af en Springsteen - men måske er det også mindre væsentligt i aften.

Katharsis

Det er hverken den politiske poet eller prædikanten Springsteen - selv om begge selvfølgelig er med - som er i centrum, men slet og ret rockeren Bruce: Det handler om den katharsiske kakofoni, rockkoncerten som ritual, om opløftelse for alle involverede.

Det sker først og fremmest ved fornemt musikerskab og et samspil så sammentømret, at floskler som våbenbrødre giver mening: Det er ikke tilfældigt, at dokumentarfilmen om bandets midlertidige gendannelse i '95 netop fik titlen "Blood Brothers".

Men det sker – selvfølgelig – også ved hjælp af Bruces fantastiske folkelige appel; man kan simpelthen kun holde af manden, der ikke uden grund er blevet kaldt branchens mest sympatiske superstjerne.

Og når han springer et vers i "Born to Run" over for at bringe vand til en gravid kvinde blandt publikum, danser med særligt udvalgte fans på scenen eller kaster sig ud i frygtløs crowdsurfing, er det ikke bare gimmicks, men genuin gensidig respekt mellem en kunstner og hans publikum.

Sejere end resten

Under publikumsfavoritten "Hungry Heart" er hovedpersonen langt ude i folkemassen, og da han er sikkert tilbage på scenen, spotter han en højgravid kvinde på de forreste rækker. På hendes blottede, udspilede mave står der "Tougher Than the Rest", og Bruce udbryder, grinende: "Jeg har set meget gennem mine 40 år i branchen....men ikke dét. Vi spiller den lige nu!".

Som sagt, så gjort; bandet i stemmer den gamle firser-favorit, efter at Bruce har bemærket til moderen at "eh...hvis det er en dreng, er Bruce da ikke noget dårligt navn...". Volumen er passende potent, da Springsteen selv spiller en af aftenens mange gnistrende guitarsoli, og også mundharpen kommer for første gang i aften i spil.

Det gør den igen i "The River", med Little Steven på akustisk tolvstrenget guitar, men først efter en gribende, akustisk udlægning af "I Wish I Were Blind" direkte til en hjerteknust fan på forreste række. Manden har – som det er blevet ritual ved koncerterne - rakt Springsteen et skilt med sangens titel, og herover ordene "She found another!".

"Fuckede du det hele op? Ja? Well, det er som regel det, der sker....", vil Springsteen vide, inden han resolut griber den akustiske guitar. Siden kommer en midaldrende, kronraget mand løbende op på scenen og kaster sig om Springsteens hals. Han græder som et barn, da han endelig giver slip på sin helt og forsvinder ned i mængden.

Majestætisk rockende

Med "Prove it All Night" er vi tilbage i det majestætisk rockende modus, og inden sangen bløder over i "Murder Inc." har Nils Lofgren leveret en Stratocaster-solo, som trodser sproglig beskrivelse.

"Oh my God, jeg sveder som en hund, og der er nogle af jer, som sidder på jeres røv endnu!", brøler Springsteen og lader til sidst titelnummeret fra "The Rising" og "Badlands" lede frem til den store finale med den grandiose gospelrocker "Land of Hope & Dreams"  - om det store, mytologiske tog som fragter både ludere og lommetyve, helgener og syndere mod en per definition ukendt destination.

Jo, Bruce og bandet tager vitterligt det hele hjem i aften. Og den rundhåndede runde med ekstranumre kulminerende i "Tenth Avenue Freeze-Out" er bare ekstra trumfer på et rockende rendezvous af en kaliber, som ingen andre end Bruce Springsteen & The E Street Band - stadig - kan levere. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA