TV-2: Plænen, Tivoli, København

TV-2, Plænen, Tivoli, København

TV-2: Plænen, Tivoli, København

Anmeldt af Line Holm Christensen | GAFFA

Lad mig starte med et spørgsmål. Dette blev stillet af Steffen Brandt kort inde i aftenens koncert: "Ved I godt, hvor mange I er?". Hertil vil jeg – mod al skolelærdom – svare med endnu et spørgsmål: "Hvem var ikke i Tivoli denne aften?". Plænen i Tivoli var fyldt til bristepunktet: fra Glassalen til Promenaden og ned til Koncertsalen stod folk som sild i en tønde. Der var lagt i kakkelovnen til en gedigen folkefest på denne lune majaften.

Denne fest skulle de garvede herrer i TV-2 stå for. Koncerten i Tivoli markerede den sidste koncert på deres 100 sange på 180 dage-turné, som under navnet "Bag Duggede Ruder" i løbet af det sidste halve år har taget TV-2 rundt i landet med en enkelt afstikker til Asien. Til aftenens koncert var det således de seneste tre TV-2 albums, "De Første Kærester På Månen" (2005), "For Dig Ku' Jeg Gøre Alting" (2007) og "Showtime" (2011), der stod for skud.

Gæsteoptrædener
Folkefesten lod sig dog ikke indfinde med det samme. Der blev lagt lidt trægt ud, hvor bandet lige skulle i gang, og hvor der blev kæmpet bag lydpulten i de første par sange. Det var lidt ærgerligt, da gruppen indledte med ganske fremragende sange som "Sporløs" og "For Dig Ku' Jeg Gøre Alting", men som desværre ikke blev taget hele vejen hjem.

TV-2 kom dog efter det, og det gik langsomt, men sikkert op for mig, at sangene på de seneste tre albums faktisk har sneget sig ind under huden. En sang som "Randers Station" blev udført til UG, og var blot en af aftenens sange, der udløste fællessang på Plænen. Et særligt smukt øjeblik indfandt sig med sangen "Under Den Sidste Hvide Bro", hvor TV-2 fik selskab af mezzosopran Andrea Pellegrini. Kontrasten mellem Brandt og Pellegrini var stor, og netop det fungerede smukt.

En særdeles passende sang denne lune aften var "S.o.m.m.e.r", hvor TV-2 ligeledes fik hjælp på scenen. Denne gang var det fra koret fra Rysensteen Gymnasium, der med klare pigestemmer lettede stemningen endnu mere. En ganske smuk fortolkning af sangen.

Hits og fællessang
Aftenens koncert markerede som sagt afslutningen på 100 sange på 180 dage, og TV-2 mente derfor, det var på sin plads at spille lidt højdepunkter fra turneen. Derfor blev vi denne aften, ud over sange fra de seneste tre albums, beriget med nogle af TV-2's allerstørste hits. Og tak for det. Da der bliver spillet "Nærmest Lykkelig", "Vil Du Danse Med Mig" og "Be Babelula" indfinder den før omtale folkefest sig for alvor. Der skråles med fra alle sider, høj som lav finder sammen om musikken. Steffen Brandt overlader da også ofte det vokalmæssige arbejde fuldstændig til publikum og fællessangen. Så tit, at man kan komme lidt i tvivl om, om det er fordi han ganske enkelt ikke kan mere. Hans stemme virker til tider slidt, og det kniber med at nå de høje toner. Om det er grunden, skal jeg lade være usagt, men en god gang fællessang er nu under alle omstændigheder ikke at kimse ad. Sættet sluttes af med en opfordring: "Kys Bruden".

Til aftenens første ekstranummer er TV-2-bandet skiftet ud til fordel for drengene i Magtens Korridorer, der sammen med Brandt gav os "Eventyr For Drømmere". Denne følges op af "De Første Kærester På Månen", og meget passende afsluttes aftenen og turnéen med "Bag Duggede Ruder".

TV-2 leverede en god koncert, og var virkelig veloplagte. En ting der dog ærgrede mig, som TV-2 ikke kan holdes skyldige for, var lyden, eller måske rettere lydniveauet: det var bare ikke højt nok. Jeg er med på, at der er helt klare restriktioner for lydniveauet i Tivoli, men indimellem var det decideret svært at høre musikken, når man stod lidt tilbage, og det kan jo ikke være rigtigt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA