x
Bryan Adams : Jelling Musikfestival

Bryan Adams , Jelling Musikfestival

Bryan Adams : Jelling Musikfestival

Anmeldt af Nanna Jenner Jensen | GAFFA

Bryan Adams har fået æren af at lukke årets Jelling Musikfestival på den store scene, og det er absolut ikke tilfældigt. Ud over at han er en Grammy-vindende, millionsælgende artist, så har han også en helt særlig plads i danskernes hjerte. Således har han, inden han træder på scenen denne søndag aften, allerede spillet fire koncerter i landet i år, dels i form af tre akustiske koncerter i marts, og en enkelt med fuldt band dagen forinden i Augustenborg Slotspark. Det betyder dog på ingen måde, at publikum er mættet af Bryan. Folk er glædeligt stimlet sammen på Jellings sidste dag, for at afslutte festivalens 25 års jubilæum med manér. Og de får præcis hvad de er kommet for. Intet mindre end to timer og 24 numre får vi, hvilket betyder, at samtlige Adams-klassikere bliver hevet op af lommen. Ingen kan have følt sig snydt denne aften.

Scenografien er som Bryans' sange - simpel, enkel, men effektiv. Udover de obligatoriske storskærme i siderne er hele "bagtæppet" én stor skærm, med tilhørende ekstra kameraer, så vi får koncerten i en række nye vinkler. Blandt andet er der opsat et kamera inde i Bryans mikrofon. Det hele er holdt i sort-hvid, selvfølgelig. Klassisk rock'n'roll. Dertil er tilføjet en række grafiske visuals, der nok ikke vinder årets pris i originalitet indenfor sin kategori. For måske det er lidt en kliché, at skærmen eksempelvis hylles ind i ild under guitarsoloen i "Hearts On Fire", men bliver det mindre fedt af den grund? Nej.
 
Fra første akkord er lyden sublim. Imponerende, når der ikke engang har været en lydprøve forinden, men det siger lidt om, i hvilken klasse Adams efterhånden har lagt sig i som artist. Han er en top-professionel entertainer, omgivet af en række musikere, der kender ham til hudløshed - og det kan både høres og mærkes. Det er tight som bare pokker, men der er stadig plads og overskud til improvisation, når Adams giver et vink med hånden eller råber "more". Det tre-stemmige kor sidder lige i skabet, og Bryans vokal bærer på ingen måde præg af, at han efterhånden er kommet op i årene. He's gonna be 18 til he dies.
 
De spanske guitarer kommer i brug i en fin version af "Have You Ever Really Loved A Woman", hvor kærligheden emmer i sommernatten, ligesom folkefesten for alvor bryder ud under "Summer of '69". Den følges op af en stomp-version af "If You Wanna Leave Me", hvor sorte skraldespande, potter og pander hives ind på scenen til en eksplosiv trommesolo. Fed gimmick. En anden, mere traditionel af slagsen, er under "When You're Gone", hvor eks-Spice Girl Melanie C har den kvindelige vokal på originalen. Her hives en ung bøjlebefængt pige op på scenen, der rystende som et espeløv hverken rammer særligt mange toner eller ord rigtigt. Det tager Adams dog helt nonchalant, og afbryder sangen efter første omkvæd med: "It was a disaster, right?" og sender pigen ud med et knus og en række T-shirts og får hevet endnu en ung én af slagsen op fra publikum. Hun tager til gengæld røven på Bryan, da hun kækt fortæller, at hun da har optrådt med ham under præcis samme nummer for fem år siden på denne scene. Jublen vil ingen ende tage i Jelling.
 
Aftenen sluttes af med en kavalkade af hits i form af "Heaven", "It's Only Love", "The Only Thing That Looks Good On Me", "Run To You" og "Cloud #9". Herefter kommer Bryan ind alene på scenen og giver to ekstranumre akustisk, hvor sidste, "All For Love", foregår i kæmpe fællessang i mørket og med publikums mobiler lysende over hovederne. Igen simpelt, enkelt, men effektivt.
 
Bryan Adams hverken kan, vil eller skal opfinde den musikalske dybe tallerken. Men tager man ham for det, han er - en solid sanger, der skriver fremragende popsange - så burde selv musikpolitiet have overgivet sig til aftenens fest. Ellers var de sgu selv uden om det. Vi andre gjorde.
 
 
 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA