x
Kurt Vile & The Violators: Amager Bio, København

Kurt Vile & The Violators, Amager Bio, København

Kurt Vile & The Violators: Amager Bio, København

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Imens aftenens sidste forårs-solstråler stadig skinner ned over pladsen ved Amager Bio, lægger Kurt Vile passende fra land med den hængekøje-vuggende "Wakin on a Pretty Day", som også åbner solskinsalbummet "Wakin on a Pretty Daze" fra tidligere i år. Herefter følger "Jesus Fever", fra "Smoke Ring For My Halo" – de to plader udgør hoveddelen af sættet – og så igen tilbage til "Prtty Daze" og den eminente "Was All Talk". Vi er godt en halv time inde, og det er noget nær en perfekt start.

Man skal først og fremmest gå til Kurt Vile-koncert, hvis man er med på at dyrke hans guitarspil, og det fungerer også virkelig godt, både på akustisk og elektrik, som han aftenen igennem veksler imellem. Måske er det premissen for et Kurt Vile-show, men personligt synes jeg simpelthen, der går for meget tabt, og efter et stykke tid begynder jeg at kede mig. Det er stort set umuligt at høre, hvad manden synger, og hans stemme bliver sådan en dyb brummen, der ligger bag ved guitaren hele tiden.

Nu skal det jo heller ikke lyde, som om han ikke må gå løs på guitaren, selvfølgelig er det fedt, når han kaster sig ud i den Neil Young'ske "Hunchback" eller den groovy "Freak Train", som afslutter hovedsættet. Det virker også bare som et rigtig kærkomment afbræk, når Vile griber den akustiske guitar på "Snowflakes Are Dancing" og "Peeping Tomboy", som ender en lille ørkenvandring af fræsende guitar og et trommesæt, som koncerten igennem blev rystet godt og grundigt igennem af monitorerne – det lød faktisk ikke særligt godt.

Til trods for fine lettere psykedeliske afstikkere, så bliver koncerten hovedsagligt i det mere stenede hjørne, og et band, som egentlig kom godt fra start, sumper mere og mere hen, og trommeslageren kommer decideret skævt ind i et par sange til sidst – det lyder heller ikke særligt godt. Måske er det derfor, han bliver erstattet af et trommetrack på et af de sidste numre. Jeg synes ikke, Kurt Vile formår at overføre den tilbagelænede og afslappede stemning fra pladerne til koncerten – måske kan jeg bare bedst lide ham på plade. Men selvfølgelig lyder det vildt godt, når han spiller guitar – tre stjerner for det. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA