x
Daughn Gibson: Pumpehuset, København

Daughn Gibson, Pumpehuset, København

Daughn Gibson: Pumpehuset, København

Anmeldt af Simon Nathanael | GAFFA

Arkivfoto

Der var lidt langt mellem de medrivende momenter i Daughn Gibsons dybe, loop-understøttede country-sange. Hans mørke energi kom på en eller anden måde mere ud gennem bandets medlemmer end gennem ham selv. Alligevel brændte udtrykket igennem som et helstøbt projekt.

Bandkostellationen med guitarist, trommeslager og Gibson på vokal, samples og tangenter gik for alvor op i en højere enhed på "A Young Girls World", som inkarnerer Gibsons mørke minimalisme med drømmende Wurlitzer-piano, underspillet guitar-lir og det simpleste trommebeat, du kan forestille dig.

Elektronisk uden at være det

Koncerten tog en mere elektronisk drejning med Tiffany Lous loop'ede vokalsekvenser og døsige house-beat. Generelt spillede elektronikken en interessant atypisk rolle i Gibsons arrangementer. Den fungerede primært som loop-afvikler af en støvet underlægning til bandet, som alligevel altid lød afsindigt organisk. Der var ingen udtrykkelige synthesizer-melodier eller computer-trommer, ud over en enkelt akavet jamsession på live-spillet elektronisk timbales.

De mange prog'ede jam- og solo-sekvenser i løbet af sættet endte dog med at sætte hele oplevelsen ned i et mellemgear. Måske fordi Gibsons gennemslagskraft på tangenter og trommer er mildest talt ikke-eksisterende i forhold til hovedinstrumentet: hans vokal. Publikum måtte flere gange pænt vente på to-tre minutters navlepillende energiudladninger midt i et nummer, som nemt kunne være blevet hjemme i øvelokalet, inden vi igen blev budt indenfor hos artisten i næste nummer.

Troværdighed, men ikke sange nok
Det bærer en enorm troværdighed at beholde countryens lange, simple akkord-kadencer og lade vokal og enkelte guitar-sekvenser fortælle historierne i sløvt tempo. Troværdigheden ligger netop i, at det ikke forsøger at være noget, det ikke er. Ingen store elektroniske armbevægelser eller forhåbninger om at gå Keith Urban-vejen, men i stedet et ydmygt eksperiment omkring en stor stemme.

Der skal dog stadig være et sammenhængende stykke musik, en sang, et eller andet sted derinde. Og dem var der simpelthen for langt imellem. Indimellem stak bandet af i bluegrass-retning med fuld gas på pedal steel-guitar og svedige blues-riff, og det klædte numrene og viste nye sider af det mørke, droneagtige univers, Gibson bevæger sig i.

Nøgenheden i Gibsons arrangementer er en stor drivkraft i hele hans udtryk, og det giver råhed og styrke, som man mærker i overflod. Men alvoren skal følge med. Sangene skal følges til dørs, og budskaberne skal udpensles, hvis live-oplevelsen skal være lige så medrivende som album-oplevelsen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA