x
Howard Jones: Esbjerg Rock Festival, Esbjerg

Howard Jones, Esbjerg Rock Festival, Esbjerg

Howard Jones: Esbjerg Rock Festival, Esbjerg

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Jeg husker naturligvis Howard Jones fra firserne, en herre, der hvad hårpragt angår kunne tage kampen op med Limahl, men det hører med til historien, at på daværende tidspunkt havde jeg allerede stiftet bekendtskab med folk som Jean Michel Jarre og Kraftwerk, hvorfor jeg nok endte med at finde Jones en anelse for ordinær, langt tættere på en regulær pop-tradition end en elektronisk musik-æstetik. Ikke desto mindre så jeg frem til hans koncert ved Esbjerg Rock Festival med en vis nysgerrighed, bl.a. fordi Howard Jones altid på tv og siden via YouTube har imponeret mig som live-musiker. Han gør rent faktisk en dyd ud af at spille på sine synthesizere. Og det skulle også vise sig at blive et af koncertens stærkeste kort.

Den gode Jones var ikke blevet udstyret med den letteste opgave i verden - han var sat på som første live-navn, kl. 12 middag. Ikke nødvendigvis noget drømmescenarie, og så var det tilmed gråvejr. Men han gik til opgaven med en alt andet end flad stemning, stilfuldt sortklædt og udstyret med synthesizere samt en medmusiker ligeledes på elektronik.

Lad os lære hinanden at kende
Vi var ikke langt inde i koncerten inden første store hit, "Like To Get To Know You Well, en sag som publikum bestemt godt kendte - nummeret blev bl.a. brugt i Savage Steve Hollands firserkomedie, "Better Off Dead" (der også udmærker sig ved et par scener med midaldrende mænd klædt i jordsvinedragter). Ud over - naturligvis - at byde på fængende omkvæd, sådan som hits jo gør, så smilede jeg lidt over nummerets stærkt syntetiske steeldrum-tema. Jones kan muligvis ikke bryste sig af samme mængde indie-cred som The Knifes "Pass This On", men han kom altså først med dén idé.

Howard Jones skiftevis spillede på sine tangenter og var fremme på scenen for at dyrke kontakt med publikum, og den fik ikke for lidt på er-I-derude-klichéerne. Det bliv nok lidt for meget, men omvendt er det jo samtidig sin sag at være første navn på en festival, og Jones skal have, at han faktisk fik ganske godt tag i sit publikum.

Glat charme
Howard Jones fremstod teknisk dygtig og professionel på scenen - man kunne slet og ret godt fornemme, at det her var en herre, der kunne sit kram. Og det var et klart plus. Flere numre blev forlænget, ikke mindst med syng-med-passager, hvilket igen nok hjalp publikum i gang, men ikke nødvendigvis forbedrede alle numre lige godt rent musikalsk. Og skal jeg fortsætte i det konstruktivt kritiske hjørne, så må man nok også sige, at nogle af Jones' lydbilleder virker lige lovlig glatte og velfriserede (mere strithår, makker!). Der er ikke samme nørdede lydeventyr over ham som samtidige synthesizertroldmænd såsom Jean Michel Jarre og Tangerine Dream, ej heller den mørke og dekadence, man forbinder med navne som Gary Numan, Depeche Mode og Soft Cell.

Og så tog han alligevel fusen på undertegnede et godt stykke inde i det måske mest glatte af de store hits, den let melankolske ballade, "What Is Love", da der pludselig dukkede en næsten industriel passage op med dystert kværnende synthbas. Kontrasten slog ekstra hårdt - helt klart et højdepunkt, og måske noget Jones godt kunne overveje at gøre mere i. Det skabte god variation både i forhold til lyd og til genremæssigt udtryk.

Howard Jones levede op til sit ry som dygtig fætter, han havde helt klart styr på sine synthesizerfigurer og temaer, men han fremstod også som en sympatisk musiker, og det tidlige tidspunkt til trods tog publikum ganske godt imod.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA