x
Hess Is More : Distortion Festival, Live Teltet

Hess Is More , Distortion Festival, Live Teltet

Hess Is More : Distortion Festival, Live Teltet

Anmeldt af Simon Nathanael | GAFFA

En tung baslinje sættes i gang af bassisten til venstre for Hess. De tyktflydende toner fylder godt ud i bunden og komplementeres af et tungt, elektronisk groove. Det lyder som et af stykkerne fra det 24 minutter lange medley "Part 2" fra 2008-albummet "Denial" – måske "Part 3" – og det er uden at være helt sikker. Under alle omstændigheder blødes lydbilledet op af helt afrundede, akustiske marimba-melodier, hvor enkelte sekvenser eller toner trækkes frem og markeres af den to mand store blæsergruppe på trompet og saxofon.

Rockdirigenten Mikkel Hess har placeret sig ved sit trommesæt med ryggen til publikum. Bandet former en halvcirkel omkring ham, og alles opmærksomhed er stift fokuseret på Hess' trommestikker, der samtidig fungerer som dirigentstok.

Ordenes fonetiske værdi
Her, og under resten af koncerten, hører vi kun Hess' vokal gennem en vocoder, som spæder endnu mere til hans kontrastfyldte, organiske univers. Den spinkle, computer-pinte stemme gør, at ordene for det meste er uforståelige. Men det gør egentlig ikke noget, fordi deres fonetiske værdi og vocoderens fastlåste toner gør vokalen til endnu et instrument i mikset.

Hele bandet breaker pludselig, og al harmonik forsvinder, mens trommeslager og perkussionist fortsætter i et hurtigt indie-beat. En stor gruppe feststemte mennesker er samtidig dukket op i det forholdsvist tomme telt, netop som den fængende, sigøjner-agtige melodi fra "Ssshhhh!" introduceres på synthesizer. Temperaturen stiger en grad eller to i takt med publikums bevægelighed, og de foregående numres dystre udtryk brydes af en pludselig opstemthed.

Mellem pop og droneharmonik
Da trommerne forsvinder, forsætter temaet som a cappella fløjte-kor, der overøses med lune klange fra marimbaen. Og koncertens ofte tungsindige stemningsleje har brug for at blive brudt på den her måde en gang i mellem. Derfor mærkes der også en slags skuffelse i luften, da de næste numre umiddelbart vender tilbage til en stillestående droneharmonik, som vibrerer mellem to-tre toner hele tiden.

Hess' univers sprudler af musikalske idéer og en kompromisløs gennemslagskraft i hans insisteren på atypisk sangskrivning, som indimellem bekender sig til poppens idealer, men som alligevel skynder sig i den anden retning, når det kommer lidt for tæt på. Sådan som det er tilfældet på "Would Would You Like To Disco".

Rent dynamisk og energisk var koncerten hele tiden interessant, men melodisk og arrangementsmæssigt forblev den en anelse lukket omkring lidt for lange jamsessioner, intro'er, outro'er og lidt ensformige harmonier. Hess lyder bedst, når han er centrum for sit elektroniske sigøjner-partyband, hvis tiltalende, kontrastfyldte og smukt naive atmosfære tillader, at man kan synge om død og pine på en udadvendt måde.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA