x
Dawn McCarthy & Bonnie "Prince" Billy: VoxHall, Aarhus

Dawn McCarthy & Bonnie "Prince" Billy, VoxHall, Aarhus

Dawn McCarthy & Bonnie "Prince" Billy: VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

De to amerikanske sangere og sangskrivere Dawn McCarthy (kendt fra duoen Faun Fables) og Bonnie "Prince" Billy har været venner gennem snart et årti og flere gange optrådt og indspillet sammen. Sidste år gik de så hele vejen og indspillede et album sammen, "What The Brothers Sang". Ikke med egne numre, men derimod med fortolkninger af sange oprindeligt indspillet af The Everly Brothers. Et ganske oplagt valg, for selvom mange måske kender The Everly Brothers som en temmelig pæn og renskuret country/folk/pop/rockduo fra sen-50'erne og 60'erne, så er der masser af hjerte og smerte og store følelser i duoens sange. Ganske som der er i Dawn McCarthys og Bonnie "Prince" Billys egne numre, der også trækker på country- og folk-traditionen – om end i en mere krydret aftapning. "Christmas Eve Can Kill You" var titlen på aftenens andet nummer, og det siger lidt om universet.

McCarthy og Bonnie "Prince" Billy afsluttede søndag aften en Europaturné, hvor de har haft fokus på Everly Brothers-sangene. De to sangere, på henholdsvis slagtøj plus minimalistisk trommesæt (gulvtam og bækken) og akustisk guitar havde medbragt Emmett Kelly på akustisk guitar og kor og Ben Vida på lydeffekter. Bortset fra sidstnævnte var udtrykket helt igennem akustisk, og både vokaler og instrumenter blev forstærket via blot én mikrofon, som de fire siddende musikere havde samlet sig omkring.

Dette ekstremt skrabede setup krævede lydhørhed i salen, og det fik de fire musikere heldigvis. Sjældent har jeg hørt et så stille og koncentreret lyttende publikum, og tak for det. Alligevel skulle man anstrenge sig for at høre – og for den sags skyld se – hvad der foregik på scenen, hvis man ikke lige stod helt oppe foran, hvad mange i den trekvart fulde sal derfor forsøgte. Ikke mindst når den yderst veloplagte Bonnie "Prince" Billy fortalte sine mange anekdoter om de enkelte sange mellem numrene, tilsat en række jokes. Jeg, der stod midt i salen, må tilstå, at jeg sjældent kunne høre pointerne, men det var der da nogle, der kunne, at dømme efter de gentagne latterudbrud.

Sangene havde ganske som originaludgaverne fokus på vokalharmonier, og de sad, hvor de skulle. Det var som at høre ulve hyle mod månen, når McCarthy og Bonnie "Prince" Billy tostemmigt og med lyse stemmer sang om længsel og lykkelig og især ulykkelig kærlighed, ligesom sangene også rummede unisone passager, og en stribe havde karakter af duetter. Bonnie "Prince" Billys og Emmett Kellys akustiske, ofte fingerspillede guitarer flettede sig smukt ind og ud af hinanden, mens Ben Vidas lydeffekter var temmelig diskrete, og Dawn McCarthys trommespil yderst afdæmpet.

Sætlisten bød ligesom albummet "What The Brothers Sang" på en række af The Every Brothers' mindre kendte sange, eksempelvis "Mary Jane", "Milk Train", "Little Yellow Bird", "Talking to the Flowers" og "Kentucky" og til gengæld ikke deres mest kendte hits såsom "All I Have To Do Is Dream", "Crying In The Rain" og "Wake Up Little Susie". Vi fik også en stribe stærke numre fra Bonnie "Prince" Billys soloalbum "The Letting Go" fra 2006. Når det lige blev dét album og ikke alt muligt andet, som blev gravet frem af hans store bagkatalog, skyldes det givetvis, at Dawn McCarthy spiller en fremtrædende rolle som korsanger her, og det var da også en fornøjelse at høre eksempelvis nummeret "Then The Letting Go", hvor McCarthy giver den som sfærisk sirene i stærk call-response til Bonnie "Prince" Billys klagende vokal.

Publikum klappede begejstret efter hvert nummer og nåede højere på decibel-skalaen, end de fire musikere på scenen nogensinde gjorde. Musikken var da også helt igennem smuk, sine steder hjertegribende. Det lave lydniveau gjorde dog, at de små nakkehår aldrig for alvor rejste sig, simpelthen fordi man skulle anstrenge sig så meget for at lytte. Det er svært at læne sig tilbage og give sig hen, når man samtidig skal spidse ører.

Opvarmning: Susanna ****

Inden Dawn McCarthy og Bonnie "Prince" Billy gik på scenen, fik vi 40 minutters opvarmning med norske Susanna Wallumrød, tidligere kendt som forsanger i Susanna & The Magical Orchestra og nu bare solist under det svært googlebare navn Susanna. Susanna havde medbragt en elektrisk guitarist og en trommeslager/slagtøjsspiller, mens hun selv tog plads bag et flygel. Vi fik otte ret lange og langsomme numre med mol-akkorder ad libitum, tilbageholdt spil på alle instrumenter og en gennemført melankolsk og længselsfuld tone, og Susannas meget lyse og sfæriske vokal på toppen af det hele.

Smukt var det, hvis man kunne vænne sig det til adstadige tempo, og stemningen steg yderligere, da først Bonnie "Prince" Billy og siden Emett Kelly kom ind og sang kor på to numre, blandt andet en meget nedtonet fortolkning af Thin Lizzys "Jailbreak". Som afveksling i forhold til det engelsksprogede materiale fik vi desuden en fin norsk sang med tekst af digteren Gunvor Hofmo. På mystisk vis lykkedes det i øvrigt en alkoholiseret udseende person at forvilde sig ind på scenen ude bagfra, uden at dette ødelagde den intime og fortættede stemning det mindste. Et opvarmningssæt, der absolut gav lyst til mere Susanna.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA