x
Ola Podrida: Ghosts Go Blind

Ola Podrida
Ghosts Go Blind

Ola Podrida: Ghosts Go Blind

GAFFA

Album / Western Vinyl
Udgivelse D. 30.04.2013
Anmeldt af
Rune Schlosser

"Come back can't you stay?" lyder spørgsmålet, der bliver skudt lige fra hoften på den fremragende åbner Not Ready To Stop. Roligt bliver der lagt ud, mens intensiteten vokser, for at slutte desperat af med konklusionen: "it's no fun being alone in the end / come baby can't you stay?", mens guitarerne gentager følelsen på yderst beskrivende vis.

Ola Podrida, der hovedsageligt er David Wingos samlede kvartet, som også flittigt begår sig udi filmiske soundtracks, benytter ikke nogle store armbevægelser eller nytænkende genreskift på album nummer tre. De byder på en tilbagelænet alternativ rock med sangskrivningen som absolut hovedfokus. Teksterne får god plads, og det må man takke for. Der dukker masser af allemands-inspirerede guldkorn op undervejs. Hør Some Sweet Relief, hvor den amerikanske rockkvartet viser sig fra en bull's-eye rammende lyriske side (andet omkvæd bliver husket).

Niveauet er højt hos Wingo og co., og pladen oser af personlighed uden dikkedarer. Ghosts Go Blind forblænder lyrisk, mens formatet står momentvis stille. Et stykke håndværk, der giver fire stjerner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA