x
Mark Ernestus Presents Jeri-Jeri: Global, København N

Mark Ernestus Presents Jeri-Jeri, Global, København N

Mark Ernestus Presents Jeri-Jeri: Global, København N

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Det var et flyvende rytmisk tæppe, der landede fredag aften på Global. På et sted, der ser mange store worldoplevelser i deres vorden, og man kan blive lidt blasert - indtil man støder ind i en oplevelse som på denne aften. For her ankom en lidt genert tysk dj og dub-mand med et imponerende cv og en gruppe af de største rytmiske specialister, man kan forestille sig. Dertil en sangerinde med et eget drømmende groove, en sufikvinde fra Tivaouane, som er et valfartssted og hvor en egen ro og stor fromhed er dagens orden. Og da trommeslagerne var her for at smide de mest synkoperende rytmer ind i festen og guitaristen og keyboardspilleren, der ofte fandt bassen, havde en indstilling, der bragte New Orleans og grupper som The Meters ind på nethinden, var resultatet et drømmende flow. Et trip ind i en helt egen verden, hvor alle dansede.

Senegal havde sin guldalder for stilen mbalax, også kaldet ndagga. Fra de svirpende sabar og tama-trommer og med de store hotelorkestres rumba rejstes en egen moderne stil, hvor superstjerner som Youssou N'Dour og Baaba Maal bragte musikken fra Dakar og omegn ud til alverden. Det seneste tiår har fokus flyttet sig mod det østlige naboland, Mali. Og samtidig har Senegal været oversvømmet af et hav af rap- og hiphopgrupper, ligesom også Afrika med X Factor-konkurrencer er blevet tæppebombet med vestlig musikopfattelse og drømme om at blive Beyoncé eller Chris Brown. Mens den oprindelige mbalax nærmest forsvandt fra radaren.

Så tyske Mark Ernestus har med sit projekt i den grad bragt det bedste af ndagga'en tilbage. Vi er helt inde ved rødder i bevægelse, inde i et insisterende groove, jeg ikke har set magen til på en dansk scene i lang tid. Ligesom det samtidig var tydeligt, hvordan produceren selv, der stod undseligt ovre ved den ene højtaler blandt publikum, i den grad fik sin vision igennem. Som en dj til et rave styrede han butikken, mens musikken nonstop spillede den mest funky musik. Eneste problem var faktisk, at de mange trommer i det lavtloftede lokale blev så dominerende, at guitarens underspillede kommentarer ofte blev væk i lydbilledet. Og det var synd, hvis man da skal sætte fingre på noget.

Lad mig undtagelsesvis citere direkte fra min notesblok:

"SYNKOPER!!!! The Meters goes to Dakar...Talking Heads-følelse...the flow, et flyvende tæppe af rytme...insisterende tropenat på Global..funky deep down som en gammel ridset plade...et møde ved korsvejen øst for New Orleans...SHAKE YOUR BUTT, GIRL!!!!....trommeslageren bundsolid, svirp i hihatten..nu samles de omkring trommerne, hvor alt ånder rytme og det intet show er, men bare surrender to the command of every beat...pulsen - eternal journey på et tog, du hvor du bare ikke vil stå af...!!"

Stor koncert på Global.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA