x
Pet Shop Boys: Falconer Salen, København

Pet Shop Boys, Falconer Salen, København

Pet Shop Boys: Falconer Salen, København

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Det er ikke nødvendigvis noget drømmescenarie at spille søndagskoncerter, folk skal typisk tidligt op og på arbejde eller i skole dagen efter, men der var helt fyldt op i Falconer Salen, og både det ældre og det yngre segment var dukket op til det, der skulle vise sig at blive lidt af et farveorgie i lys, lasere og velklingende elektronisk lyd. Og lad os da bare hive fat i lyden med det samme, for til de koncerter, hvor den er god, er det sjældent, at lydteknikerne nævnes - mens de ofte må stå for skud, når det ikke er tilfældet. I Falconer Salen stod lyden fremragende flot, med fyldig bund såvel som veldefineret mix, konstant med Neil Tennants vokal som noget nær krystalklart centrum. Det kan godt virke lidt nørdet sådan at fremhæve den slags, men lyden var virkelig god, og det kræver Pet Shop Boys' musik også, for der er kræset om mange detaljer. De kom til deres ret koncerten igennem.

Pet Shop Boys har nyt album parat, om end det ikke er udgivet endnu, og flere numre herfra - dog til denne anmelders overraskelse faktisk minus et par af de mest oplagte fra den sammenhæng - blev prøvet af på publikum undervejs, de fleste med gode reaktioner til følge. Måske ikke mindst fordi mange af de nye numre på mange måder dyrker det, man kunne kalde for klassiske Pet Shop Boys-dyder: fængende melodier, gennemført elektroniske arrangementer og dansable rytmer. Titlen på albummet er "Electric", og dette tema gik i høj grad igen visuelt store dele af koncerten igennem, med heftig brug af digitalæstetik i form af printplade-projektioner og laserstråler, der ville få selv Jean Michel Jarre og Pink Floyd til at nikke anerkendende.

Også d'herrer Tennant og Lowe havde fundet flere futuristiske dragter frem til lejligheden, og der blev naturligvis skiftet kostumer nogle gange undervejs, ganske som man kunne forvente. Personligt er jeg ikke nødvendigvis den største fan af kostumeskift - den slags kan godt blive lidt for meget og være med til at slå rytmen ud af en koncert, men Pet Shop-drengene skal have, at de er hurtige i et omklædningsrum (mandlige homoseksuelle læsere er velkomne til at nyde dén sentens på enhver tænkelig måde), så ofte skulle der ikke mere til end en forlænget intro fra maskineriet eller lidt ekstra dans fra de to medbragte dansere, der i øvrigt heller ikke holdt sig tilbage, hvad kostumerne angår; fra hornede dyrekranier til yuppie-suits.  

Mere laser, mindre hø-hø
Koncertens futuristisk drejede passager var i mine øjne og ører klart de bedste, især laserstrålerne tog kegler og passede perfekt til Pet Shop Boys' elektroniske lydunivers. Også de to dansere fungerede godt, når de optrådte i surrealistiske kostumer som de førnævnte dyrekranier eller i sølvdragter med masker, men fra tid til anden kammede det simpelthen over. Julepyntskostumer i guld og sølv, på kængurustylter til "Domino Dancing". Lyder det lidt for plat? Det var det desværre også. Overivrige yuppier med spejdersmil hele vejen igennem "Go West". Heller ikke helt godt.

Under "Love Etc", et ellers særdeles vellykket nummer, var begge Pet Shop Boys gemt i kasser med hvide lagener, der dækkede alt andet end ansigter. På disse blev der så skudt billeder af kroppe, der flagrede lidt med arme og ben, mens Tennant sang, og Lowe gjorde ingenting. Jeg er ikke glad for at sige det, men det faldt komplet til jorden og lignede noget, der måske snarere ville have fornøjet til en hyggelig aften med Linie 3. Og det var synd, for der var simpelthen et par gange undervejs, hvor Pet Shop Boys prøvede at være sjove, slet og ret uden rigtigt at være det.

Ikke uden alvor
Allerbedst var Pet Shop Boys i de mere alvorlige numre; et tidligt højdepunkt var den hårdtpumpede "Integral", der med sine referencer til Hitler-retorik sætter post-9/11-paranoiapolitikens skræmmemetoder i perspektiv, eller "Rent", der med linjer som "look at my hopes, look at my dreams, the currency we've spent. I love you, you pay my rent" er klassisk kynisk Pet Shop Boys, når de er bedst.

Aftenens største højdepunkt, også at dømme efter publikums reaktion, var klassikeren "It's A Sin", der til anledningen var blevet iklædt et mere techno-drejet lydbillede. Nummeret er efter min beskedne overbevisning en af de bedste popsange nogensinde skrevet; melodisk fængende, men også interessant, fornemt arrangeret og så med en dyster og desværre også i disse tider, hvor man selv i København slår på transseksuelle med hamre, stadig aktuel tekst om undertrykkelse af seksuelle minoriteter. Bliv ved med at spille den igen og igen, drenge. Der er brug for den!

Man behøver næsten ikke skrive det, for det giver næsten sig selv, men som altid passede Lowe sin synthesizer med solbrille-skarp præcision, og som altid sang Tennant nærmest skræmmende flot hele koncerten igennem. Bevares, mandens vokal deler nok vandene med sin helt specielle klang – jeg hører på tilhænger-siden – men der skal altså deles roser ud, også selvom den sidder i skabet hver gang. Pet Shop Boys demonstrerede nok engang klassen, og så er de i øvrigt bedre til at give en fængende og medrivende opsang end til at være sjove på kommando.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA