x

Fall Of Pantheon
The Shadow Envelopes All

Fall Of Pantheon: The Shadow Envelopes All

GAFFA

Demo-cd / https://www.facebook.com/FallofPantheon
Udgivelse D. 03.07.2013
Anmeldt af
Hansen

Inner Dystopia er uden tvivl det bedste danske metal-nummer, jeg har hørt i lang tid. Præcis lige så tonsende, som dødsmetal kan være, samtidigt med at det bevarer det flænsende fra grind og de fede temposkift, der holder lytteren fast. Man bliver på skift fanget af guitarer, trommer eller vokal, og det er et band, der kan så mange ting, at man sidder med kæben i skødet. Også anden og tredje gang.

Produktionen balancerer imellem det punkede – i den grumsede og smadrede lyd, hvor kompressoren får det hele til at tilte ind imellem – men alligevel skarpe, hvor alle musikere kan høres og gør en forskel. Der er absolut intet crossover i kvintetten fra København, men helhjertet, fuldnosset og teknisk dødsmetal. Lyden er generelt mere diskant og mindre tung, end genren plejer at lægge op til, og af og til savner man det dybe mellemtone-punch, men til gengæld er energien frisk, og det kommer ud af højtalerne. Og hvor sker der dog bare mange fede ting i løbet af hvert nummer!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA