x
Douglas J. McCarthy: Hovedbiblioteket, København

Douglas J. McCarthy, Hovedbiblioteket, København

Douglas J. McCarthy: Hovedbiblioteket, København

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Arkivfoto

Nitzer Ebb-forsangeren, Douglas J. McCarthy, er egentlig i Danmark for at varme op for Depeche Mode i Parken, men på Hovedbiblioteket i København havde man lagt billet ind på datoen inden, altså d. 12. juni, hvor man præsenterede både koncert og synth-snak med den engelske musiker. Omkring 150 havde fundet vej til arrangementet, en blandet flok; sortklædte goth-typer, let aldrede ebm- og industrialhoveder, nogle electronicanørder og andre musikinteresserede, og der var i det hele taget en næsten familiær stemning over seancen, måske bl.a. pga. lokationen, et bibliotek og ikke et traditionelt spillested eller klub.

Noget om synthesizere
Aftenen indledtes med synth-snak ved Douglas J. McCarthy og medmusikant Cyrus Rex, med mulighed for spørgsmål fra publikum, og der blev snakket alt fra tidlige inspirationskilder over hardware kontra softsynths til tips og tricks; f. eks. blev den karakteristiske og hårdtslående sequencerlyd på første Nitzer Ebb-album skabt ved først at indspille spor fra enten Roland SH-101 eller Korg MS-20, for derefter at indspille samme figur med DX7, for at udnytte den skarpe og metalliske attack, som FM-syntese giver mulighed for. Som man måske fornemmer var det en lidt nørdet affære, men både McCarthy og Rex såvel som paneldebat-vært Ole Bjørn Binding var gode til at forklare, således at det ikke kun var musikere og synth-geeks, der fik noget ud af samtalen. Og spørgelysten virkede da også stor.

Kort og godt
En halv times tid efter panelsnakken vendte Douglas J. McCarthy og Cyrus Rex tilbage til scenen, og aftenens koncert kunne gå i gang. Rex stod gemt bag sine maskiner og effekter, mens McCarthy bevægede sig omkring og brugte hele scenen, mens han sang, helt som man kunne forvente. Lys og sceneshow var minimalt – her var ikke andet end projektioner på en bagskærm, men med ovenlys fra vinduer – det bliver først mørkt sent denne tid på året – var det så som så hvad man kunne se på den kant. Men fornemmede da også, at publikum lige skulle bruge de første par numre på at leve sig ind i situationen, hvilket McCarthy i øvrigt tog ganske uanfægtet. Og langsomt, men sikkert blev folk da også mere og mere engagerede.

Koncerten fokuserede mest på materiale fra Douglas J. McCarthys soloalbum, "Kill Your Friends", tydeligvis ikke musik de fleste af det fremmødte publikum kendte specielt meget til. Men der blev taget godt imod, og det kan man godt forstå, for det nye materiale var ganske godt og lyden lige så, om end den måske godt kunne have været en smule højere. Rex tog sig af live lydmanipulation og filtrering, bl.a. 303-passager. Det ville have været optimalt med nogle tangenter også til at spille visse temaer i realtime, mens McCarthy bevægede sig omkring på scenen og naturligvis håndterede vokal. Som altid, fristes man til at sige, fungerede denne fint, også på de nye numre, og stod generelt langt fremme i mixet koncerten igennem. McCarthy sang sikkert og uden slinger, og han har en forbandet god vokal, slet og ret; karakteristisk på sin egen facon, men også alsidig, både melodisk stærk og kraftfuldt stødende.

De nye numre trak på flere forskellige referencer inden for elektronisk musik, det ene øjeblik med oplagt Soft Cell-inspiration fra sådan omkring "Non-Stop Erotic Cabaret"-perioden, det næste i retning af Underworld i halvfemserne, spædet op med pletvis acid og sporadisk minimal-techno-rytmik. Her og der, ikke overraskende, også med spor af klassiske Nitzer Ebb-dyder. Men kun i beherskede doser, og heldigvis. Ikke at der er noget galt med Nitzer Ebb-inspiration, men man kan hævde, at hvis McCarthy solo dybest set bare havde været Nitzer Ebb uden Bon Harris, så ville der ikke rigtig være den store idé i projektet. Dette var ikke tilfældet. Tværtimod virkede det som om McCarthy, formentlig meget bevidst, havde forsøgt også at trække på andre referencer og idéer, end man typisk ville opleve i stringent Nitzer Ebb-sammenhæng.

Det blev dog afslutningsvist til lidt klassisk Nitzer Ebb også, i form af "Join In The Chant", hvilket selvfølgelig var populært blandt det fremmødte publikum, som klappede på ekstranummer. Det blev der dog ikke noget af, for der var også planlagt tid til meet-and-greet-session med McCarthy efterfølgende. I det hele taget fremstod manden meget sympatisk og i absolut øjenhøjde med et publikum, der nok var af mere intim størrelse end vanligt. Der blev dog ikke sjusket eller skåret hjørner af den grund, og når det nye solomateriale tilmed fungerede så fint live, ja, så lander vi på fem stjerner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA