x
Left Boy : Northside Festival, Green Stage

Left Boy , Northside Festival, Green Stage

Left Boy : Northside Festival, Green Stage

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Østrigskfødte Ferdinand Sarnitz har skabt sig en karriere på at klippe i kendte numre – yderst kendte numre endda – og rappe humoristisk ladede tekster ind over de let genkendelige samples. Derfor har det også skortet på officielle udgivelser fra mandens side, eftersom han ikke har sikret sig rettighederne til de samples han bruger – musikken kan således downloades gratis. Så er det jo godt, at man kan tjene lidt penge på at tage ud at spille, og i dag på NorthSide tog Leftboy med crew hul på sommerens festivaljobs, og de var tydeligvis kommet for at starte en fest.

Vi får samples fra kunstnere lige fra Mariah Carey og Eurythmics til Lil Wayne og Justice tilsat tunge beats, og der er egentlig en god energi i Left Boys pudsige show, der mest af alt bringer associationer til en provins-dj tilsat Shu-bi-dua-sjov rap og spøjse Blues Brothers-dansere i glimmershorts.

Ferdinand virker som en hyggelig og rar fyr, og han har da også godt styr på sit flow. Ligeledes mestrer han kunsten at få folk med – om end seancen aldrig bliver medrivende. Og det er trods virkemidler som farvestrålende balloner, skateboards og overdimensionerede magic-kort. Og hertil må det påpeges, at selvom selvironi stort set altid er et godt træk, gør det altså ikke noget, at man tager det man laver bare en lille smule seriøst – i særdeleshed, når man nu har tænkt sig at belemre andre mennesker med det.

Den Charles Bradley-samplende Vie er underlig klodset, og trods en noget ubehjælpsom tekst viser Left Boy atter, at han ikke er nogen ueffen rapper. Han er bare hverken interessant eller sjov nok til at fastholde denne anmelder i længden. Skal man partout høre rap, der satser på det morsomme som virkemiddel, er Lonely Island et meget bedre bud – deres bud på en Jack Sparrow-hyldest er også meget mere velfungerende og -lydende.

Koncerten bærer mest af alt præg af ét langt ujævnt mixtape, og det, Left Boy gør, gør han godt. Det er bare en skam, at det, han gør, ikke er bedre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA