x
Parkway Drive : Copenhell, Helviti

Parkway Drive , Copenhell, Helviti

Parkway Drive : Copenhell, Helviti

Anmeldt af Morten Thornvig | GAFFA

Det ville være ualmindelig nemt at afskrive australske Parkway Drive som blot endnu et i rækken af metalcore-bands sammensat lidt for overgearede duracell-kaniner, der bare skal tæske igennem.

Men på efterhånden flere udspil, senest den sublime "Atlas" er bandet vokset med opgaven. Stædigt har de gnavet sig ind til metallens knogle og har etableret sig som et af de mest spændende bands i skrivende stund.

Og det fik de sat en kulstort streg under på Copenhell.

Med en smittende energi, som næsten virkede umenneskelig piskede bandet af sted i et så faretruende tempo, at det var lige før, selv de mest dedikerede foran hegnet til tider var et par tæv på stortrommen fra et akut hjertestop.

Nye numre som "Wild Eyes" og især den knusende tunge "Dark Days" satte monstrøst tryk på pladsen, ligesom mosh-favoritter som "Karma" og "Carrion" fra bandets bagkatalog sørgede for, at samtlige nakkehvirvler på Refshaleøen var i fuld bevægelse.

Bandet var både tæt, stramt og velspillende og med et fabelagtigt overskud, der ikke efterlod nogen tvivl om, at Parkway Drive har den sult, der gør, at de bare brænder igennem.

Og forsanger Winston McCall har simpelthen et organ, der kunne få selv de mest massive betonbygninger på Refshaleøen til at ryste godt og grundigt i deres fundament.

Det er ganske enkelt et beundringsværdigt brøl, den australske forsanger præsterer. Og med ham som indpisker og midtpunkt ramte Parkway Drive publikum lige der, hvor det allermest ondt.

Der var naturligt nok gang i den klassiske circle-pit, som bandet igen og igen gjorde deres bedste for at sparke endnu mere gang i. Og der var da også nok at danse til, for midt i al deres metalcore formår Parkway Drive at plukke det bedste fra en række andre genrer.

Helheldsindtrykket er derfor en moderne hybrid og et kærkomment moderne take på den noget fortærskede genre, der meget nemt kan gå hen og blive en anelse triviel med tiden.

Men det gør Parkway Drive ikke.

Det var tung, svedende metal. Ondt og brutalt, men aldrig uden den gode melodi, hvilket man til fulde fik demonstreret på den tonstunge "Carrion", der satte et fornemt punktum for årets hidtil bedste koncert på et Copenhell, hvor flere store navne indtil videre har skuffet.

Mere af samme skuffe, tak.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA