The William Blakes : NorthSide Festival, Blue Stage

The William Blakes , NorthSide Festival, Blue Stage

The William Blakes : NorthSide Festival, Blue Stage

Anmeldt af Klaus Thodsen | GAFFA

At sparke liv i et tømmermændstræt publikum midt på en vindomsust mark midt i Aarhus må siges at kræve sin mand, eller i dette tilfælde, kræve sit band. The William Blakes var bandet, der havde påtaget sig opgaven at sætte gang i andendagen på Green Stage.

Kristian Leth og co. indtog scenen og kastede sig uden for meget snak ud i "Hope And Destruction", der blev leveret med en afslappet overlegenhed, og trods den tiltagende blæst, der rev og flåede i scenelys og langt hår, leverede The William Blakes varen og lagde overbevisende fra land. Åbningsnummeret fik det i starten hovedsageligt siddende publikum på benene, og næsten som en naturlig følge deraf blev både tempo og energi fra scenen skudt i vejret, da The William Blakes kastede sig ud i det efterfølgende "Dust And Money".

Herefter blev der sat gang i en sand invasion af scenen, hvor gæster fra nær og fjern blev budt velkommen. Trommerslageren Max Winding var løbet spidsrod fra Kristiana Renées netop afsluttede koncert, og tog plads bag det andet trommesæt. Også Martin Hedegaard, der for de fleste nok mest er kendt fra X Factor, indtog scenen på nummeret "Caves and Light" Her gjorde han dog en relativt anonym figur, da hans vokal blev fuldstændig overdøvet af Kristian Leth og det omgivende kor. Han blev herefter med udstyret med en guitar, og tog del i det voksende ensemble. Martins vokal fik dog lov at skinne igennem på nummeret "Plane to Spain", hvilket reddede et ellers næsten meningsløst gæsteindslag.

Tømmermandstræt publikum

Fra scenekanten kæmpede The William Blakes, og i særdeleshed Kristian Leth, en sej kamp for rigtig at sparke noget liv i det aarhusianske publikum. Flere gange kom der fra scenen henvendelser og tilråb til publikum, der trods positive responser i det store hele forholdt sig meget stillestående.

Og den positive respons var fotjent. The William Blakes leverede en glimrende koncert, der bød på bandets store hits, men også gav plads til mindre kendte numre.

På sætlistens sidste nummer, "Science is Religion", lykkedes det endelig bandet at få det aarhusianske publikum til at live op. Efter flere forsøg, og et lettere opgivende "Man må faktisk godt danse!", kom der liv i publikum, der nærmest efter ordre dansede på stedet og sang med på omkvædet.

The William Blakes gav den, alt hvad de havde, og lykkedes langt hen ad vejen. Der blev sunget med på sangene hele vejen op ad bakken, og selvom publikum på god jysk vis ikke var alt for overgearet, leverede The William Blakes en helt godkendt koncert.

4/6


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA