x
Danzig : Copenhell, Helviti

Danzig , Copenhell, Helviti

Danzig : Copenhell, Helviti

Anmeldt af Morten Thornvig | GAFFA

Onde Elvis aka Glenn Danzig er en levende legende. En lille tætpakket metal-udgave af Kongen selv. Og i hans storhedstid i slutningen af 1980'erne og et par år frem dannede han et unikt partnerskab med superproduceren Rick Rubin.

Et makkerpar, der sammen stod for kult-klassikere som "Under Her Black Wings", "Dirty Black Summer" og ikke mindst den udødelige "Mother".

Siden er niveauet dalet betydeligt, og seneste udgivelse fra den lille onde mand fra New Jersey er kun et ekko af fordums fortrinlige styrke.

Da Danzig indtog hovedscenen på Copenhell en kulsort fredag aften, var der da også dækket op med et tag-selv bord af de gamle evergreens, som naturligt nok satte tryk på fællessangen. Vi fik alle ovenstående klassikere kombineret med et af mandens få nye numre, der holder en vis kvalitet, nemlig "Hammer Of The Gods".

Det var uden tvivl tidligere tiders bedrifter, der skulle redde Danzig og hans sortklædte ensemble tørskoet i land, men det fungerede aldrig rigtig. Stilen har altid været indelukket for den bistre krukke med de hårdt pumpede overarme, men det var kun de helt forreste fans, der havde en god koncert.

Det blev simpelthen for kedeligt, og gamle Glenn fik aldrig skudt sine ellers så stilsikre numre længere ud end til de første par rækker, hvor især mere stille numre som "Blood and Tears" var alvorligt tæt på at lulle flere koncertgængere i søvn.

For få år siden gæstede Danzig Amager Bio. Dengang var der delte meninger om det, korte, tætpakkede sæt, men energien var i højsædet, og Danzig var tændt. I går gad han ikke rigtig. Det var lidt for dovent, lidt for tilbagelænet og en smule for kedeligt.

Og ja, klassikere som "Twist Of Cain" og "Mother" rammer altid plet. Men bortset fra klassikerne, så kørte den desværre en smule på autopilot for Danzig og hans hårdtarbejdende orkester, hvor især tidligere Type O Negative-trommestæker Johnny Kelly lagde ellers gjorde sit for at lægge en sublim bund under Danzigs lidt slidte vokal.

Det triste spørgsmål er selvfølgelig, om Danzig så småt er på vej mod pensionen. Man kunne frygte det. På Copenhell gjorde Den Onde Elvis ikke meget for at modbevise det.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA