x
Kristina Renée : NorthSide Festival, Red Stage

Kristina Renée , NorthSide Festival, Red Stage

Kristina Renée : NorthSide Festival, Red Stage

Anmeldt af Ole Bertil Holmgaard | GAFFA

Pladsen omkring det telt, der udgør Red Stage, ser her før koncertstart noget menneske tom ud. Men de få, der dog har valgt at tage hul på lørdagens NorthSide-program, har slået lejr på græsset ved de åbne sider i teltet for derved at tilkæmpe sig de sparsomme solstråler.

Inde i teltet er der tømmermændstomme tilskuerpladser, men i mørket fødes der dog silhuetter af kærestepar, der kærligt finder sammen foran scenen. Da koncerten starter, er der fyldt godt op foran scenen, mens det kniber mere bagerst i teltet.

Sidste gang den danske sangerinde Kristina Renée var i Aarhus, var, da hun lukkede og slukkede dette års Spot Festival med en intim koncert på spillestedet Radar. Men denne gang er det for at sparke lørdagens program i gang på Northside 2013.

Det er en lettere nervøs Kristina Renée, der kommer på scenen for at bryde med lørdagens larmende tavshed, og det virker som op ad bakkke med de få fremmødte. Men de, der er kommet for at se hende, mener det, så der bliver taget rigtigt godt imod hende. Klapsalverne virker umiddelbart lindrende på Kristina, som efterhånden begynder at slappe mere af. Hun har faktisk slet ikke grund til at være nervøs, for hun synger fantastisk og har et godt hold af musikere i ryggen, der kender deres plads. Kristina Renée løber dog fortjent med al opmærksomheden fra sit centrale epicenter forest på scenen.

Renée har en stærk stemme, som passer ret godt ind i de lettere poppede kompositioner, og jeg fornemmede en god spændvidde i hendes stemme, så jeg vil tro, hun sagtens ville kunne lave en "Cæcilie Norby" og dermed lave en modnet afstikker fra pop til jazz med tiden. Under koncerten blev Kristina Renée understøttet af nogle dejlige vokalharmonier fra hendes korsangerinde Julia Fabrin, som hævede vellyden til det maksimale.

Hendes trommerslager sad smilende bag sine trommer og fægtede med sine filt-køller, som han benyttede i stor stil under hele koncerten. Det var med til at sætte lyden i blød, da det er en mindre hård lyd, end hvis han havde benyttet almindelige trommestikker. I det hele taget var det en meget laid back koncert, der sendte eventuelle tømmermænd ud til Aarhus-forstaden Tilst.

Med sig på scenen havde Renée, foruden omtalte korsangerinde og trommeslager,  guitarist Jeppe Vingum Jørgensen, cellist Veronika Kroell Voetmann og sidst, men ikke mindst Max Winding på keys, som efterfølgende også kunne opleves sammen med The William Blakes på Green Stage.

Jeg savnede dog en rigtig bassist på scenen til at lægge bunden, i stedet for den synth-bas, der blev genereret på den Macbook som Max Winding var koblet op med. Frekvenserne blev simpelthen lige dybe nok, så det lå hele tiden på smertegrænsen af, hvad det menneskelige øre er bygget til. Lidt en skam, for ellers var lydbilledet dejligt nuanceret hele vejen rundt..

Efter at Renée havde spillet sangen "Sail Behind My Eyes", begyndte publikumsmængden faktisk at vokse. Men helt fyldt blev teltet aldrig; dog alligevel nok til, at Kristina Renée kom med flere udbrud i retningen af "Hold kæft, hvor er I bare optur", når klapsalverne tog hende med storm. Det var tydeligt, at hun var bevæget over den modtagelse, hendes musik fik.  

Det var udelukkende sange fra hendes 2013-album "Taming Tigers", som publikum blev præsenteret for, med undtagelse af sangen "We Know No Pain Tonight", som var hentet fra hendes "For Now"-ep fra sidste år.

Inden hun tog hul på det sidste nummer, "The Fall", fik Kristina Renée introduceret os for hele bandet. Bandet var nu virkelig varme, og stemningen var her hen mod slutningen rigtig god. Hele koncerten med Kristina Renée havde udviklet sig fra, at der stod en lille nervøs pige på scenen, til at der nu stod en fuldblodig og selvstændig kvinde med teltet i sin hule hånd. Hun dansede glad ud af scenen, imens hun vinkede farvel, mens bandet jammede videre i "The Fall". For første gang fik bandet lov til at løsrive sig fra deres ellers noget stramme musikalske roller, hvilket klædte koncerten her hen mod slutningen. En koncert, som faktisk til forveksling mindede om en intim klubkoncert.


 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA