x
Down : Copenhell, Helviti

Down , Copenhell, Helviti

Down : Copenhell, Helviti

Anmeldt af Morten Thornvig | GAFFA

De fremmødte på Copenhells store scene var lørdag aften vidne til noget ganske særligt.

Alene det at kunne stå face to face med tidligere Pantera-frontmand Phil Alselmo i 2013 er lidt af en bedrift, når man tænker på, at det gryntende urmenneske i 1996 var ualmindelig tæt på at blive endnu et alt for tidligt rock-dødsfald oven på en fatal heroinoverdosis efter et show i Dallas.

Men Phil var på ingen måde død lørdag aften på Refshaleøen. Og det var hans band Down bestemt heller ikke.

Bandet kastede sig efter indledningsnummeret "Witchtripper" ud i en sand hitparade af tonstung, groovy sydstatsmetal med perler som den sydende "Lifer", "Hail The Leaf" og ikke mindst "New Orleans Is A Dying Whore" fra bandets andet album.

Det gyngede gevaldigt på de forreste rækker, og der var bogstavelig talt hænder og fødder alle vegne, hvor publikum for alvor fik trampet frustrationen over dagens voldsomme regnskyl ud af kroppen til de tunge takter fra Down.

At stå tæt på scenen og følge Phil Alselmo er som at overvære et lille stykke magi. Manden er så gennemført brutal, og selv om stemmen efterhånden er slidt af sjusser og fjolletobak er Phil bare en rendyrket rå frontmand, der vælter rundt på scenen som en blanding af en blodhungrende bokser og en bavian på steroider.

Han er overalt, og han er lige i fjæset på sit publikum. Og når de øvrige bandmedlemmer så samtidig har en dag, hvor det hele går op i en hørere enhed, så er Down altså indbegrebet af tung tråd, der holder hele vejen.

"Vi skammer os ikke vores kroppe", grinede den velpolstrede Alselmo og løftede op i sin trøje for at vise maveskindet og ikke mindst sin tatovering med teksten "Unscarred", som så mange unge knægte i starten af 90'erne skulle ned og have kradset på kroppen lige efter kronragningen.

Feststemingen var allerede ved at brede sig her, og det blev ikke værre af, at den lille kampvogn af en guitarist, Kirk Windstein pludselig også ville lege med i afklædningsballet og samtidig give den som forgrowler.

Down tromlede ufortrødent hen over Copenhells betonunderlag, og ny-klassikeren "Stone The Crow" satte for alvor hæse Phils stemmebånd på hård prøve, men godt hjulpet i mål af brølet fra fadølsfesten fik de fem sydstatere styret sangen nogenlunde sikkert hjem.

Meget passende blev det "Bury Me In Smoke", der fik lov til at blive Downs og ikke mindst Anselmos svanesang på en aften, hvor Down fik sat gang i en regulær folkefest.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA