x
Portishead: Northside Festival, Green Stage

Portishead, Northside Festival, Green Stage

Portishead: Northside Festival, Green Stage

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Der er ikke noget så inderligt deprimerende som en festival ved lukketid, og da slet ikke på en søndag i gråvejr i Aarhus. Her skal Portisheads smukke, ambiente smertenssange fra halvfemserne - "Wandering Star", "Sour Times", "Roads" og så videre - imidlertid vise sig at passe ganske glimrende:

En smuk og uheldssvanger epilog med Beth Gibbons i front, som folder sig ud over fem kvarter under en overskyet himmel. De efterhånden tyve år gamle sange var en del af lydkulissen til undertegnedes helt unge år, og koncerten således imødeset med en vis ængstelig forventning.

Og med Gibbons klagende, men aldrig krukkede eller forcerede vokal i forgrunden vækkes det karakteristiske klangunivers fra pladerne "Dummy" (1994), "Portishead" (1997) og "Roseland NYC Live" (1998) - foruden efternøleren "Third" fra 2008 - i aften til live på smukkeste vis. 

 
Indædt og inderligt
 
Det er et genhør, som tjener til påmindelse om, hvor centralt et band, Bristol-baserede Portishead i virkeligheden var i de år. Uden andre ord end et enkelt lavmælt "Thank you" et sted arbejder Gibbons og gruppen sig indædt og inderligt ind i sangene, hvor smerten stadig står i centrum:
 
"Who am I, what and why? / 'Cause all I have left is my memories of yesterday / oh, these sour times / 'Cause nobody loves me / It's true." Vi får "Magic Doors", "Glory Box" og "Cowboys", mens det går op for en, hvor mange af disse sange som faktisk har ligget lagret i baghovedet i alle de år.
 
Soundtracket til tidlige, formative oplevelser, som i aften stadig brænder klart igennem, mens det hele ledsages af visuelt foruroligende videokunst på storskærmene. Og til sidst i sættet er Gibbons nede og hilse på de forreste rækker, mens showet når sit dramatiske klimaks i lyd, lys og billeder. 
 
Begavet halvfemserfest
 
Afslutningsaftenens begavede halvfemserfest undgår ikke nostalgiens præg, i al fald ikke for undertegnede. Men det er ikke bare det: Det er selve situationen, som går op  i den famøse højere enhed og et band, der leverer en koncentreret indsats.
 
"Dunkel" og "foruroligende" er allerede klichébetonede musikalske adjektiver, så lad os da bare sige at det er en atmosfære-mættet seance i sync med situationen, vi oplever sent søndag aften.
 
Folk går frem og tilbage, mange på vej hjem efter weekendens strabadser. Men det formår ikke at forstyrre helhelindtrykket af et særdeles passende afslutning på en festival, hvor det således blev to navne med kunstnerisk klimaks i halvfemserne - Nick Cave og Portishead - som kom til at tegne sig for nogle af de stærkeste stunder.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA