x
Orchestral Manoeuvres In The Dark: Architecture & Morality & More

Orchestral Manoeuvres In The Dark
Architecture & Morality & More

Orchestral Manoeuvres In The Dark: Architecture & Morality & More

GAFFA

DVD / Playground Music
Udgivelse D. 25.06.2013
Anmeldt af
Ras Bolding

Egentlig er denne udgivelse nogle år gammel, men den genudsendes nu, og da OMD jo netop har optrådt her i landet for ikke længe siden, så må det være på plads med en anmeldelse.

Koncertoptagelsen på denne dvd stammer fra dengang, den klassiske kvartetformation af OMD besluttede sig for at genopstå, altså Andy McCluskey, Paul Humphries, Malcolm Holmes og Martin Cooper - den formation, der også har optrådt nu to gange til Esbjerg Rockfestival.

Der er ikke kun tale om reunion-koncert - det er det også, men samtidig er første halvdel af koncerten helliget albummet Architecture & Morality, et af gruppens hovedværker, som opføres i fuld længde, dog med numrene i anden rækkefølge end på det oprindelige album. Numre herfra som klassikeren Maid Of Orleans og den postpunkede The New Stone Age er blandt gruppens bedste, og de to ambient-orienterede numre, Architecture & Morality samt Sealand fungerer rigtig godt og stemningsfuldt live.

Efter opførelsen af Architecture & Morality-albummet følger en række single-udspil, hvoraf de fra tidligst i karrieren generelt er de bedste; Messages, Tesla Girls, Enola Gay og Electricity. Materialet fra senfirserne og halvfemserne er mere traditionelt orienteret popmusik, og flere af de numre kunne jeg personligt godt have undværet. Men publikum er tilsyneladende glade for dem.

Jeg vil godt afslutningsvist slå et lille slag for klipningen på denne dvd. Der fokuseres en del på de forskellige musikere og deres hænder. Man ser lysshow og skærme, ja, men man ser rent faktisk også, hvad musikerne laver, og det er dejligt!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA