Odd Future Wolf Gang Kill Them All : Store Vega, København

Odd Future Wolf Gang Kill Them All , Store Vega, København

Odd Future Wolf Gang Kill Them All : Store Vega, København

Anmeldt af Niels Bosworth | GAFFA

Den bedre del af Københavns ungdom stod blandet med die-hard fans, da gruppen, oftest kaldet enten OFWGKTA eller Odd Future, kom forbi et udsolgt Store Vega på deres vej omkring Europas sommerfestivaler. Siden Odd Future besøgte Roskilde Festival i 2011, har den hypede gruppe transformeret sig til et anderkendt navn, og albummet "The OF Tape 2" har chartet som nr. 1 i USA, så forventningerne var endnu højere denne gang, og der var en mærkbar spænding i salen.

Gruppens grundlægger og frontfigur Tyler, The Creator lagde ud med "Check my French" fra sit seneste mixtape og satte tonen for aftenen. Med sit klare flow sendte han øjeblikkeligt hele publikum op i gear. Både kasketter og studenterhuer nikkede i takt til de tunge beats, mens Tyler havde overskud til at nå at hilse på fans, både på gulvet og fra balkonen.

Desværre var Earl Sweatshirt ikke med, pga. sygdom, men koncerten igennem var Odd Futures resterende kerne, Tyler, Hodgy Beats, Domo og Mike G i konstant rotation, og det veloplagte publikum tog godt imod både kendte og helt nye Odd Future-numre, såvel som numre fra de super-produktive medlemmers soloprojekter og underkonstellationer.

Veloplagt Tyler, The Creator

Efter nogle numre med fokus på den allerede legendariske Tyler skiftede fokus til Mike G, og selvom det var tydeligt at se energien på scenen, var Mikes mike ramt af problemer. De tekniske problemer vendte tilbage med mellemrum igennem aftenen, men Mike G tog selvsikkert revanche kort efter med "Forrest Green" hvor han med ultraskarp timing og super levering sendte energiniveauet i Vega tilbage mod taget. Scenen i Vega virkede næsten for lille, for højttalerne ved siden af scenen var konstant i brug til at stå på, for at drengene kunne komme helt ud til de glade fans.

I et skift i stemning tog Domo og Hodgy Beats Vega med til det mere eftertænksomme, med numre fra sideprojektet MellowHigh. Med røgskyerne i lokalet var det tydeligt, at folk også sætter pris på den del af Odd Future-medlemmernes kreativitet, med og beats'ne fra Odd Futures producerikon Left Brains hånd blev det aldrig energiforladt, selvom tempoet var lavere.

Koncerten igennem blev de stilsikre beats styret hårdt fra bag pulten af Syd the Kyd, og hun lod sig ikke mærke med, da de mindre etablerede navne i OFWGKTA, Taco og Jasper Dolphin, gav "We got bitches" med en overvældende energi så hele salen igen kogte over.

Donut Party!

Hele salen sang med på "I Fucking Hate You, But I Love You" da vi fik lov til at høre "IFHY" fra Tylers 2013 album "Wolf". Tyler holdt fantastisk kontakt til publikum, som blandt andet kvitterede med flere gaver kastet op på scenen. Foruden det obligatoriske undertøj havde nogen lavet cover-artworket fra "The OF Tape 2" om til oppustelige gummi-donuts, som blev kastet op på scenen; donuts'ne blev Odd Future-rappernes nye legetøj, og ud over at Hodgey Beats syntes, han havde mere swag med en gummi-donut i sin halskæde, så fik gummilegetøjslyden lov til at blive featured på flere af de sidste numre.

Koncerten ville mange ting, med mange retninger på musikken, og hen mod slutningen lod det til at der var forskellige forslag på scenen til, hvilke numre de ville spille, men selv om den røde tråd forsvandt, var performancen stadig solid. Det er formentlig umuligt at tæmme Odd Futures kombinerede talent.

Som en, lidt tidlig, afslutning tog Tyler styringen på sidste nummer og holdt publikum stille under verset til "Tamale", så både gamle og nye fans samlede sig og gik amok til omkvædene. Koncerten sluttede med et energiinferno, der satte en tyk streg under, at Odd Future leverede show og musik på højt, højt niveau.

På vej ud i sommernatten var det sjovt at vide, at Odd Future-medlemmet Frank Ocean stod på scenen bare 700 meter væk til sin egen koncert i TAP1. Indie-rap-kollektivet Odd Future Wolf Gang Kill Them All har allerede været springbræt for superstjerner, og der er intet, der tyder på, at mængden af talent eller drive er blevet mindre.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA