x
Crosby, Stills & Nash: Hamburg Stadtpark

Crosby, Stills & Nash, Hamburg Stadtpark

Crosby, Stills & Nash: Hamburg Stadtpark

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Arkivfoto

I dag er udtrykket supergruppe en stående kliché, som bliver hevet op ad hatten hver gang en samling mere eller mindre betydningsfulde popmusikere finder sammen i en ny konstellation.

Men det blev faktisk opfundet til lejligheden, da David Crosby efter afskeden med The Byrds i '68 slog den frynsede ruskindsjakke sammen med Stephen Stills fra Buffalo Springfield og Graham Nash fra britiske The Hollies og dannede Crosby, Stills & Nash.

Gennembruddet fulgte på det efterfølgende års Woodstockfestival; klassikerne "Crosby, Stills & Nash" og "Deja vu" (med Neil Young) fulgte – og i aften, femogfyrre år senere, står de gamle drenge så på scenen i hyggelige Hamburg Stadpark. Og ruller et omfatttende, retrospektivt sæt ud, som trækker på ikke mindst netop de to album fra henholdsvis 1969 og 1970.

Klassikerparade

Undervejs på en turné, som går udenom Danmark, men som ikke desto mindre forekommer vigtig nok til at sende GAFFAs udsendte en tur sydover med hovedet fuld af minder og associationer til pejseild, tjaldtåger og nordafrikanske togrejser.

Og med ikke ubetydelige forventninger ovenpå dels Crosby & Nashs glimrende koncert i Randers i 2011, dels sidste års fine koncert-dvd "CSN" med en optagelse fra Royal Albert Hall i 2012.

Bandet, der inkluderer Crosbys søn James Raymond på tangenter, og de tre hovedpersoner går på friluftsscenen allerede klokken 19.00. Der er da også meget at nå, for forude skal der vise sig at vente en to-en-halv-times tour de force, en parade af klassikere isprængt adskillige afstikkere til medlemmernes respektive solo- og sideprojekter.

Friluftscenen i Hamburg Stadpark er en hyggelig, platanomkranset arena, som i dansk sammenhæng vel bedst kan sammenlignes med Skovdalen i Aalborg.

Lidt større, bevares, men ikke mere end at der skabes en passende intim stemning lige fra Graham Nash slentrer ind på scenen med en kop te (eller kaffe) i hånden og indtager pladsen midt på scenen flankeret af den trinde, hvidskæggede David Crosby og en Stephen Stills, som er tilbage efter et kritisk cancer-forløb.

Stills going strong

Netop Stills kommer til at spille en afgørende rolle i aften, hvor vi bevidner en mand der spiller guitar, som om han ved at det kan være sidste tur i manegen. Gnistrende, elektriske soli leveres gang på gang, og kompenserer flot for eventuelle vokale begrænsninger fra den synligt stakåndede rocklegende.

Der lægges ud med "Carry On", og mens Nash kigger bekymret på den overskyede himmel og messer: "No rain!" tilføjer han "...det er ligesom på Woodstock....bortset fra at vi ikke kan huske vi var der." "Eller hvorfor vi ikke kan huske det", tilføjer Crosby.

Den rendyrkede nostalgi truer, men gruppens fortsatte politiske engagement parret med fornemt musikerskab løfter aftenens koncert, der – iøvrigt ligesom Crosby & Nashs koncert i Randers – synes at tiltage i fokus og styrke i andet sæt.

Her indledes i et akustisk modus med pejseknitrende versioner af "Helplessly Hoping" og "Teach Your Children", inden Crosby og Nash for en stund overlader scenen til Stephen Stills og nummeret "Treetop Flyer" fra soloalbummet "Stills Alone".

Vitale veteraner

"Gud, hvor ville jeg ønske at jeg havde skrevet den!", siger Crosby da han vender tilbage og siden indtager hovedrollen i "Guinnevere" ("Here comes the werid shit...", som Nash bemærker) og en ny, rocket versionering af "Triad" – den kontroversielle sang om trekantet kærlighed, som i sin tid blev indspillet af Jefferson Airplane. Og som angiveligt var en del af grunden til bruddet med Roger McGuinn og resten af the Byrds tilbage i '67.

Således skiftes de tre hovedpersoner til føre an, og kort efter er det da også Nashs tur til at brillere med "Chicago" og den flot udfoldede "Cathedral". Det hele emmer af nogle og fyrre års samspil, og sættet - der lukkes af "Wooden Ships" –  anslår i sagens natur en nostalgisk grundtone.

Det er imidlertid samtidig nogle ganske vitale veteraner, vi bevidner i aften, og undervejs bliver der da også plads til tre helt nye sange, hvor "Exit Zero" (Nash: "Den skrev vi, da vi kørte forbi et brændende olieraffinaderi....det lignede Helvedes porte") overstråler "Burning for the Buddha" og "Time I Have" vidner om usvækket politisk indignation.

Patosfuld hippieretorik

Der er naturligvis patosfuld hippie-retorik og øko-aktivisme for alle pengene, som når Nash og Crosby fremfører "What are Their Names?" i følsom acapella eller sidstnævnte retter en imæginær flitsbue mod et af de mange passagerfly, som flyver lavt over parken i aften.

Først og fremmest er vi dog vidne til en fejring af femogfyrre års musikalsk makkerskab, som mirakuløst nok undslipper den rendyrkede nostalgi og bliver til noget andet og større. Blandt andet, og ikke mindst, en rørende hyldest til Stephen Stills ("Long May He Run", som den gamle makker Neil Young siger) - og en stærk koncert spillet med en overbevisning, som kunne ligne ønsket om at sætte et værdigt punktum.

Punktum i aften bliver sat lidt i halv elleve – passende nok med "Suite: Judy Blue Eyes", som i sin tid indledte debutpladen. En cirkel synes sluttet. "I behøver ikke os....I behøver kun jer selv!", proklamerer Nash mod slutningen. Det har han nok ret i. Men det er nu alligevel en fornøjelse at få lov til at opleve veteranerne rulle bagkataloget ud på så vital vis som i aften her i livets og karrierens efterår.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA