Then Comes Silence: Roskilde Festival, Pavilion Junior

Then Comes Silence, Roskilde Festival, Pavilion Junior

Then Comes Silence: Roskilde Festival, Pavilion Junior

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Then Comes Silence var årets første svenske navn på Pavilion Junior-scenen. Gruppen er ikke voldsomt kendt på disse kanter, og da de gik på scenen, var der kun 20-30 personer samlet i teltet. Antallet blev dog gradvist forøget, så publikumsantallet til sidst var omkring det tidobbelte.

Then Comes Silence, der sidste år udgav deres selvbetitlede debutalbum, har i hjemlandet gjort sig bemærket ved at fremstå så anonymt som muligt, optræde i kutter og i diskret belysning og ikke ville fortælle, hvad de hedder. Musikken skal med andre ord tale for sig selv. På Roskilde, lidt længere hjemmefra, stod de dog frem med tydelige ansigter, og det viste sig, at deres forsanger ligner Suedes Brett Anderson en del, ikke mindst det nonchalant faldende pandehår, tilsat strejf af Josh Homme. Interessant.

Then Comes Silences forsanger er også bassist, og hans melodiske basspil fyldte meget i gruppens sange i Roskilde-sættet. Ofte begyndte numrene med en lille melodilinje på bas, som sangeren nærmest slog på, og derfra udviklede numrene sig så med to skarpe guitarfigurer, intense trommer og sangerens dybe og fyldige vokal centralt i lydbilledet. Det var mørkt, melankolsk og til tider støjende, uanset om tempoet var højt eller lavt. Musikken virkede tydeligt påvirket af post-punk og goth med navne som Joy Division, Bauhaus og tidlig Nick Cave som åbenlyse inspirationskilder, og måske på grund af sangerens ellers meget diskrete skandinaviske accent i de engelske tekster kom jeg også til at tænke på hedengange norske Madrugada, der sejlede ad de samme sorte, musikalske floder.

De enkelte sange var sådan set udmærkede, og bandet spillede glimrende og lod sig ikke mærke med det noget spinkle fremmøde i teltet. Medlemmerne sagde stort set intet mellem numrene, men flere gange greb jeg forsangeren i at smile, hvilket trods alt virkede meget menneskeligt, selvom det ikke passede så godt til den gravalvorlige musik. Til gengæld manglede gruppens sæt variation. De enkelte sange mindede lovligt meget om hinanden, med næsten identiske, hårdtpumpende basgange som fundament for de triste toner, og der var ikke megen dynamisk udvikling undervejs i de enkelte sange, bortset fra et enkelt, som havde et mere afdæmpet mellemstykke som kontrast til de intense vers og omkvæd. Måske skulle Then Comes Silence også udvide instrumentparken med eksempelvis et tangentinstrument for at få flere nuancer på paletten. Idéen er hermed givet videre.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA