x
Suicidal Tendencies : Roskilde Festival, Arena

Suicidal Tendencies , Roskilde Festival, Arena

Suicidal Tendencies : Roskilde Festival, Arena

Anmeldt af Christian Bækholm | GAFFA

Mike Muir er showman, en entertainer i absolut topklasse med en karisma som en amerikansk tv-prædikant – bare med noget på hjerte og ægte budskaber til menigheden. Den 50-årige legendariske forsanger i crossover-pionererne Suicidal Tendencies er den ener, der gennem de sidste 30 år har holdt sammen på bandet, der siden begyndelsen har haft ikke mindre end 25! medlemmer. Det en beundringsværdig fuck you-attitude, der kobler ud og hamrer speederen i bund fra første anslag.

Det var præcis, hvad der skete under teltdugen på Arena kl. 18:00 torsdag aften. Eller det var, hvad der burde være sket. De første to numre druknede i elendig og alt for lav lyd. Heldigvis ramte teknikerne guldåren, netop som klassikeren "Institutionalized" ramte teltet. Og så var festen i gang. Rigtig i gang. Arena-scenens placering lige ud for maingate fra campingområdet tiltrak nysgerrige gæster, og der gik ikke lang tid, før nævnerne var i vejret til Cali-drengenes heftige temposkift.

Racer-sange som "War Inside My Head", "We Are Family" og "Cyco Vision" byggede smukt op til altid velkomne "I Saw Your Mommy" og Suicidal Tendencies' bedste bud på en ballade, "How Will I Laugh Tomorrow". Midt imellem Mike Muirs nærmest hyper-messende taler, der trods bandnavnet har et absolut positivt indhold, blev der plads til en Wall of Death, mens bandet jammede stemningen helt op under teltdugen.

Mike Muir forstår at samle et frygtindgydende hold af kvalitetsmusikere omkring sig. Især bassist Tim "Rawbiz" Williams tiltvinger sig respekt for sin måde at integrere den funkede spillestil i thrashens univers, uden at sangene imploderer i fusionshelvedets bundløse dyb. De fleste selvfølgeligheder fra Suicidal Tendencies' første 30 år og 12 albums blev dækket ind, og publikum fik den dosis obligatoriske sololir, som hører sig til, når de californiske legeonkler riff-hygger sig på scenen.  

Suicidal Tendencies er en mosh-generator, de kan deres ting, er overbevisende, og selv om det fra tid til anden kan ligne et små-gakket freakshow med tics, så kan man ikke tage noget fra hverken Mike eller band. Værdig start på Roskildes hovedprogram.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA