x
Jonathan Wilson: Roskilde Festival, Odeon

Jonathan Wilson, Roskilde Festival, Odeon

Jonathan Wilson: Roskilde Festival, Odeon

Anmeldt af Pelle Sonne Lohmann | GAFFA

Jonathan Wilsons snart to år gamle debutalbum Gentle Spirit (2011) er et mildt eksperimenterende værk, der på særdeles ambitiøs og nuanceret vis sammenfletter folk og country i et temmelig frydefuldt hele. Det var derfor med forventninger om en sofistikeret koncert spundet om eksotiske lag og opfindsomme detaljer, at undertegnede begav sig af sted til fredag eftermiddags koncert, der imidlertid viste amerikaneren fra en noget mere simpel, men samtidig også overraskende virtuos side end ventet - den 82 minutter lange koncert var således en opvisning i stærkt guitarbaseret rock 'n' roll, der ganske vist var tilsat visse doser folk- og country-inspirerede dyder, men som i vid udstrækning, ja primært vel egentlig, var en effektiv demonstration af Wilsons upåklagelige, sublime guitarspil.

Med andre ord var koncerten en væsentligt mindre finurlig størrelse end ventet, og det ærgrede undertegnede, at spidsfindighederne langt fra stod i så massiv kø, som vi med debutalbummet in mente var blevet stillet i udsigt. Adskillige numre (herunder Can We Really Party Today? og ikke mindst Ballad Of The Pines og Valley Of The Silver Moon) blev trukket ubarmhjertigt langt ud, og i længden trættede de evindelige guitarsoli så meget, at ikke bare undertegnede, men også det øvrige publikum begyndte at kede sig; i hvert fald begyndte folk så småt at sive allerede en halv times tid inde i sættet - hvad der startede med et noget nær fyldt telt, sluttede således med en forestilling, der var forbeholdt en lille, men dog absolut dedikeret skare, som et par gange med en vis succes blev opfordret til at klappe med.

Opløftende elementer talte et herligt udflydende og ret dominerende orgelspil og en 12-strenget guitar, der jævnligt blev taget i brug, og som sikrede et rigere og mere mangefacetteret udtryk. Også Wilsons sjældne steelguitar-soli sikrede en tiltrængt foranderlighed, lige som det på alle måder peppede forestillingen op, da Wilson først greb en koklokke og siden trakterede med en mundharmonika for munden - førstnævnte kunne dårligt høres, mens sidstnævnte var et overlegent serveret aktiv.

Først som sidst var Wilsons favntag med Roskilde dog en lettere gumpetung affære, der trak temmelig meget i langdrag, men som samtidig gjorde det klart, at vi i Wilson med det lange, fedtede hår ikke bare har en effen sangskriver, men også en virkelig dygtig musiker. Knitrende mislyde trængte fra tid til anden igennem, og vokalen druknede en smule særligt i starten, og begge dele skæmmede selvsagt oplevelsen, der forblev på det jævne trods kunstneren og bandets store spillelyst, som bød de herrer at forblive på scenen i næsten halvanden time, der ikke mindst gik med mere eller mindre udsyrede soli og jams.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA