x
Rihanna : Roskilde Festival, Orange Scene

Rihanna , Roskilde Festival, Orange Scene

Rihanna : Roskilde Festival, Orange Scene

Anmeldt af Henrik Tuxen | GAFFA

Selvom hun kun har co-skrevet en brøkdel af sangene på sine - i en alder af beskedne 25 somre - allerede syv album, har hun en personlighed, der brænder igennem. Man er ikke i tvivl, når det er Rihanna, der er i front. Med status som klodens pt. måske største pop-dronning er hele den glamourøse mediemaskine selvfølgelig kørt max i stilling. Skal vi kalde hende en sprængfarlig bombe, for at citere en genial dansk kult-film. Som de tre teenage-tøser, der stod i nærheden, samstemmende sagde: "Husk at skrive, at hun også gør alle pigerne liderlige" (ja, så skulle man lige ha' været 20 år yngre). På den anden side lyder hun til tider også som et såret, ensomt dyr. Rihanna virker som en, der ved, hvad smerte er, hvilket hendes livsstil (hvem sagde Chris Brown?) og hendes tilsyneladende ekshibitionistiske trang illustrerer. Midt i popkværnen fornemmer man (også) smerten, hvilket er med til at gøre hende vedkommende, af kød og blod.

En halv Ramones

I 1985 spillede Joey Ramone og hans navnebrødre sig igennem sådan ca. 35 numre på 65 minutter, det nåede Rihanna ikke, men over de 25 af slagsen - på en lille halvanden time - blev det til. Hug en hæl, klip en tå, så hvorfor ikke et par vers eller en intro, her og der. Nå, men hvordan gik det så? Det store spørgsmål var selvfølgelig: er Nordens historiske rock-Mekka den rigtige ramme for den store popfest? Et spørgsmål, der ikke blev besvaret sådan lige med det samme. Først skulle vi igennem en god halv times forsinkelse, før de første toner - uden introduktion - lød fra scenen. Lidt på afstand var lyden langtfra imponerende, men begejstringen mærkbar, da stjernen smilende indtog scenen. Nu med lange lyse lokker, og i klædt en weird kombination af en baseballdragt/kjole fra 30'erne, med et tvist af beduin og burka. Rihanna beholdt samme outfit på koncerten igennem, overraskende påklædt, til gengæld var hun eminent god til at vrikke vedvarende med røven. Fokus var aftenen igennem på damen i front, ikke på spektakulær lyssætning eller sceneshow

Reggae, der rykker

Efter en lidt tung start kom der gradvist mere gang i foretagenet, og stille og roligt blev hitparaden kørt i stilling. Første rigtige kort var "Talk the Talk", tredje nummer i sættet, "My Love is Your Love" vuggede ok, men man skulle helt hen til koncertens ottende nummer, reggae-træfferen "Rude Boy", før det hele for alvor lettede, langt mere organisk end flere af de stærkt programmerede numre. Herfra var der dømt fest og fællesskab. Rihanna havde det tydeligvis godt og udtrykte, at hun havde en af de bedste aftener i sit liv. Publikum troede på hende, og det gjorde jeg sådan set også. 

Hit på hit

Herefter var det hit på hit, og vedvarende fællessang, som den sjældent er hørt foran Orange Scene. En af de ting, som den ramme kan, er at samle folk i det store fællesskab, hvis artisten altså mestrer at orkestrere det og har sangene til det. Det har, og det gjorde Rihanna. "Umbrella" er vel så stort et hit, man kan opdrive - det fungerede. Andre højdepunkter var "Where Have You Been in All My Life", og det var tydeligvis mange tøser, der kunne genkende sig selv i "Only Girl (in the World)". Tilbage til spørgsmålet: fungerede popdivaen i rockland. Selv sang hun bramfrit 'I'm a rockstar', og specielt koncertens sidste halvdel tog stikket hjem. Sjældent har Orange Scene været gEnstand for så total en publikumstræffer og popfest. Rihanna, du får et ja fra mig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA