x
King Tuff: Roskilde Festival, Pavilion

King Tuff, Roskilde Festival, Pavilion

King Tuff: Roskilde Festival, Pavilion

Anmeldt af Pelle Sonne Lohmann | GAFFA

Iført vest og kasket og akkompagneret af en bassist med pandebånd og en trommeslager med betragteligt overskæg indtog amerikanske Kyle Thomas alias King Tuff scenen i Pavilion-teltet på lige netop det tidspunkt, hvor fredag blev til lørdag, og hvor trekløveret således måtte konkurrere med et af festivalens største navne, forsinkede Rihanna, om opmærksomheden. Der er dog et stykke fra superstjernens polerede pop til King Tuffs slackede garagerock, så der var selvsagt tale om to vidt forskellige målgrupper, og der var da også mødt pænt med mennesker op i Pavilion-teltet, hvor trioen fra første færd fik tydeliggjort, at de agtede at spille op til fest og farver med deres ubekymrede, sorgløse og hastigt eksekverede sommerperler.

Bassen overstyrede indledningsvist lige lovlig voldsomt, men det blev der heldigvis hurtigt rettet op på, og så var det ellers bare ud over stepperne i hastigt tempo og med højt humør - King Tuff selv med den så flabede stemme syntes i hopla og virkede usvigeligt sikker på guitaren; han har virkelig fået perfektioneret sin simpelt riff-baserede garagerock.

Ikke mindst guitaren lød vidunderligt sprød, og der var bestemt noget om snakken, da et par publikummer umiddelbart bag undertegnede med behørig beundring i stemmen og i et forståeligt frydefuldt toneleje nåede frem til, at "det her, det er godt nok et rigtig garagerock-band". King Tuff havde imponerende godt fat i publikum, der således gav den alt, hvad remmer og tøj kunne holde oppe foran, og det vakte ikke overraskende stor jubel, da Kyle Thomas med et glimt i øjet erklærede, at Freak When I'm Dead i aftenens anledning var dedikeret til Rihanna.

King Tuff opererer med udgangspunkt i en såre simpel formel, og det nøjagtig 60 minutter lange sæt led derfor fuldt forventeligt af en vis ensformighed hist og her, om end det hører med til historien, at guitarspillet særligt mod slutningen ofte antog en anderledes og mere infernalsk karakter end tidligere i sættet. De iørefaldende højdepunkter stod i kø, men ypperligst var velsagtens Bad Thing, der ganske som på plade fremstod ekstremt medrivende - også den positurmæssige kliché, der bød Kyle Thomas indimellem at stå ryg til ryg med bassist Magic Jake, var et på samme tid muntert og bøvet indslag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA