x
Ekkozone : Roskilde, Cosmopol

Ekkozone , Roskilde, Cosmopol

Ekkozone : Roskilde, Cosmopol

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Der var dukket overraskende mange folk op ved Cosmopol-scenen det tidlige tidspunkt til trods, og i udgangspunktet var der ikke just dømt fest i traditionel Roskilde-forstand, for her var tale om klassisk koncert. Det danske ensemble Ekkozone præsenterede intet ringere end Steve Reichs fremragende værk, "Music For 18 Musicians", og så kan det jo nok være, at der er en enkelt Roskilde-rotte derude, der undrer sig. Hvem er mon denne Steve Reich, og skal der nu spilles klassisk musik på en rockfestival? Er det ikke nok med hende Rihanna? Nej, det er ikke nok.

Til de uindviede eller dem, der lige skal friskes op - Steve Reich er en amerikansk klassisk komponist af den nulevende slags, som bl.a. arbejdede med tidlige former for elektronisk musik, og som først og fremmest associeres med den amerikanske minimalisme, dvs. folk som f. eks. Terry Riley, LaMonte Young og naturligvis Philip Glass. Noget af det disse såkaldte minimalister havde til fælles var en opfattelse af moderne klassisk musik som en del af et samlet musik- og mediebillede, ikke afsondret i den glaskugle, der ofte har været den klassiske musiks traditionelle image, og således gik minimalismen og dens komponister gerne i dialog med både nye teknologiske landvindinger, med rock, pop og jazz, samt, måske ikke mindst, med forskellige former for ikke euro-amerikansk folkemusik.

Og dialogen fungerede også den anden vej rundt, så at sige, hvor især europæiske musikere med smag for den daværende og stadig gryende elektroniske musik fandt inspiration hos minimalisterne, ikke mindst folk som Jean Michel Jarre, Tangerine Dream og Brian Eno. Og Mike Oldfield, som jo gæstede Roskilde Festival i begyndelsen af firserne - lyt til hans i øvrigt glimrende album, "Incantations"; her er Reich-inspirationen i perioder endog meget tydelig. Og her er vi så tilbage i halvfjerdserne, hvilket er meget passende, for "Music For 18 Musicians" stammer netop fra det årti.

Så tæller vi takter
De atten musikere indfandt sig på scenen, lyset pulserede, og så var det ellers i gang med den hypnotiske musik. Værket er, typisk for den klassiske minimalisme, bygget op omkring et væld af arpeggiofigurer, der gentages og gentages for så at transformere og permutere efterhånden, som musikken skrider frem. Der var ikke egentligt slagtøj eller trommer på scenen, men alligevel var der tale om meget rytmisk musik, netop pga. de evigt vuggende og prikkende arpeggiobevægelser, hvilket da også langsomt, men sikkert gik op for publikum, der slet og ret begyndte spontant at klappe med undervejs, ofte hvis der blev introduceret ny rytmisk figur eller transponeret.

En stor del af værket relaterer til tredelt takt, men tricket er naturligvis at der synkoperes eklatant. Accentueringer flyttes frem og tilbage, hvilket resulterer i en særegen form for polyrytmik, som på én gang fremstår næsten tranceskabende stillestående og samtidig ekstremt livlig. Harmonisk består den lange komposition af en række akkorder (11, for kenderne), og på baggrund af disse vokser forskellige melodier og temaer frem, og flere af disse har oplagte iørefaldende kvaliteter, hvilket også gav god genklang hos publikum.

Set i et lidt større perspektiv er "Music For 18 Musicians" på mange måder et såre vigtigt værk for Steve Reich, for her introduceres for alvor mange af de idéer, der i høj grad kommer til udtryk også fremover i karrieren, bl.a. i hovedværker som "Different Trains" og "Electric Counterpoint" - der i øvrigt nogle år senere blev samplet af The Orb i forbindelse med deres technoklassiker, "Little Fluffy Clouds".

Et godt stykke inde i koncerten begyndte der lydprøver på en af de andre scener i nærheden, og det var en kende frustrerende - her burde man nok have sørget for, musikkens karakter taget i betragtning, ikke at spille anden lyd i nærheden indtil koncerten var ovre. Hånden på hjertet, det var et irritationsmoment, men heldigvis ikke nok til at spolere den gode oplevelse. De 18 musikere gjorde det godt med deres omfattende samling af klaverer, marimbaer, xylofoner, etc., og det var helt tydeligt, at publikum var imponeret, hvilket der også var god grund til. Der var da også klapsalver af mere end solidt omfang, da koncerten var ovre - og det kalder jo på ekstranummer; man er vel på rockfestival. Udover at de18 musikere gjorde det teknisk fornemt, så virkede det også, som om de i høj grad nød den for dem nok lidt uvante situation- og det lod i høj grad til at de nød det værk, de opførte, hvilket meget tydeligt smittede.

Mere avantgarde
Man kunne i forvejen måske godt have været lidt i tvivl om, hvordan sådan noget som Steve Reich ville fungere på Roskilde Festival. Bevares, man har tidligere forsøgt mange mærkelige ting i festivalens historie, og tak for det, men alligevel. Jeg tror dog ikke, der var nogen til stede i Cosmopol-teltet, der var i tvivl om, at det her var en succes. Også folkeligt, for nu at sige det sådan. Og personligt kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om festivalen måske skulle gøre en tradition ud af det her, og simpelthen præsentere en koncert med klassisk avantgarde hvert år. Der er jo nok at tage af, f. eks. med andre minimalister som eksempelvis en Philip Glass eller Michael Nyman, og man kunne for så vidt også sagtens forsøge sig med værker af Stockhausen, Cage, Schaeffer og lignende. Det er jo alle folk, der har inspireret forskellige grene af moderne musik, bl.a. nogle af de navne, der gennem tiden har optrådt på Roskilde Festival, så også i det perspektiv kunne det måske være interessant.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA