x
Iceage: Roskilde Festival, Arena

Iceage, Roskilde Festival, Arena

Iceage: Roskilde Festival, Arena

Anmeldt af Lars Löbner Jeppesen | GAFFA

Før koncerten lød historien, at Iceage var kontraktligt forpligtet til at spille de fulde 60 minutter, der var sat til deres rådighed denne tidlige lørdag aften på Roskildes anden største scene. Ellers ville de blive trukket gevaldigt i hyren. Og det selvom bandet (og publikum) sikkert helst ville nøjes med 25 intensive minutter fra bannerførerne i den stormende punkrevival herhjemme. For når Iceage er bedst, som i på plade, er de en isnende malmstrøm af kakofoniske kraftudladninger.

Spilletiden på én time betød så, at bandet, der kun har 52 indspillede minutter på samvittigheden, var nødt til at strække den, hvilket forklarer den 10 minutter lange elektroniske drone-intro, der lagde fladt/artsy fra land.

Første regulære nummer var muligvis Ecstasy, men det var afsindigt svært at dechifrere, da lyden var skurrende og mudret i en grad, der ikke var meget bevendt. Langt bedre blev det i andet nummer White Rune, hvor lyden blev så god, som man kunne forvente af en Iceage-koncert.

Hævet over publikum og dermed festen

Iceage er og bliver et band, der er mest effektive, når de er i øjenhøjde med deres publikum og ikke som her hævet op på den tre meter høje piedestal, der udgør scenen. Om det var derfor, at der var gjort noget særligt ud af scenedekorationen, må der gisnes om, men der var i hvert fald strøet flere afklippede blomster end til Liberaces begravelse.

Scenedekorationen til side, for den fjernede ikke fokus fra musikken, for her blev man mindet om, at kontra det meste andet af punkhistorien, så er Iceage simpelthen bare bedre på plade. For der går de rent ind, som et knivstik, og er også vokset gevaldigt musikalsk på seneste udspil You're Nothing. Livemæssigt derimod står sanger Elias Bender Rønnenfelt stædigt fast i den vrængende og opgivende vokallevering, der blot ender med at fremstå krukket eller skabet frem for troværdig. Og det er skam ikke fordi, han ikke kan synge, thi det overbeviste han om med sideprojektet Vår. Og så kan det være fint nok, at det hele skal være så fandenivoldsk, men det bliver altså en kende ubehjælpsomt, når Elias kommer til at hive kablet ud af mikrofonen op til flere gange under svingture med mikrofonstativet.

Efter præcis en time var det hele forbi, og bandet dvaskede modløst ud af scenen. Nu er smil og glæde ikke just noget, der flashes i hobetal i denne musikalske subkultur, men eftersom man som publikum heller ikke stod med en opadvendt mine, må konklusionen være, at der hverken blev erobret nyt land eller overbevist i afgørende grad. Der må blot konstateres, at Iceage var omtrent lige så malplaceret på Arena, som da de stillede op i Go' Aften Danmark tidligere på året. For hverken her eller dengang fik de hul på at favne bredere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA