x
The National : Roskilde Festival, Orange Scene

The National , Roskilde Festival, Orange Scene

The National : Roskilde Festival, Orange Scene

Anmeldt af Jan Opstrup Poulsen | GAFFA

The National er som skabt til de mørke timer med deres blidt dyppende melankoli. Men i høj sol på Orange Scene forvandlede de sig til et frådende rockband, der uden problemer spillede solen sort i en koncert, der endte i ren publikumsekstase.

The National havde på forhånd en plan, og den gik i al sin enkelthed ud på at gå i offensiven fra start. Der blev så blæst til angreb med både trompet og trækbasun flankeret af skarpt flænsende guitarer. Der var med andre ord skruet gevaldigt op for dramaet i de ellers så fintfølende og let glidende sange, og The National blæste ud i sommeraftenen, uden at deres elegante sange led overlast.

Lyden var stor og fyldig. Fyldt med bandets velkendte nuancer, men afleveret knivskarpt i bredformat. Fra starten var man ikke i tvivl om, at vi her mødte et mere end almindeligt koncentreret band, der var opsatte på at give den helt store koncert. Det gjorde de så uden at se sig tilbage eller søge ind det trygge lukkede rum.

Matt Berninger var i formidabel form. Konstant drikkende og spyttende sang han, så dæmonerne blev helt elskelige. Og så skreg han også af sine lungers fulde kraft, mens han vaklede hypnotisk rundt på scenen. Og som den helt store finale bevægede han sig til slut ned blandt publikum syngende og krammende. Det hele kogte foran scenen.

Magien udeblev ikke på trods af de noget større armbevægelser end vanligt. The National viste bare klasse og et abnormt overskud. De fastholdt den opbyggelige tilgang til sangene, så de forblev tro mod deres musikalske ophav, og ellers bare voksede og voksede, som solen langsomt forsvandt, og The National tog magten.

Det var smukt. Det var storslået. Det var frygtindgydende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA