x
Unknown Mortal Orchestra: Roskilde Festival, Pavilion

Unknown Mortal Orchestra, Roskilde Festival, Pavilion

Unknown Mortal Orchestra: Roskilde Festival, Pavilion

Anmeldt af Pelle Sonne Lohmann | GAFFA

Ifølge konferencieren havde Unknown Mortal Orchestra taget den lange tur hele vejen fra USA til Europa udelukkende med henblik på at optræde denne lørdag aften på Roskilde Festival - det er en omfattende rejse for et enkelt show, og trioen, der anføres af den i USA bosatte newzealænder Ruban Nielson på guitar og vokal, syntes da også særdeles opsat på at få det maksimale ud af anstrengelserne; trekløveret fremstod således oven ud veloplagt, lige som alle bandmedlemmer udstrålede en skøn spillelyst fra ende til anden.

Bandet, der tidligere på året udgav deres roste toer II (2013), gør sig på plade i et sommerligt psykedelisk og luftigt eksperimenterende udtryk, der naturligvis i en vis udstrækning gik igen denne aften, hvor Unknown Mortal Orchestra dog fremstod markant mere hårdtpumpet end det, vi er vant til.

Nielson, der var iført et par solbriller koncerten igennem, viste sig at være en fremragende guitarist, som både mestrede det sirligt raffinerede og det hidsigt eksplosive, og mandens vokal havde også live de herligt fede, soul-inspirerede tendenser, som man fornemmer hist og her på de foreløbig to Unknown Mortal Orchestra-album. Også bassisten var et vældigt aktiv med sit ukueligt boblende og forrygende funky spil, der sammen med Nielsons guitar og det nydeligt afvekslende trommespil skabte et righoldigt og detaljerigt lydunivers, som både fordrede støjende og mere klare øjeblikke.

Unknown Mortal Orchestra fremstod først og fremmest som et uhyre tæt sammenspillet band, og det var en fryd at overvære, hvordan bandet gang på gang lykkedes med sine ambitiøse overlap og sit fristende flow.

I løbet af den 65 minutter lange koncert fik vi fokuserede eksempler på bandets 60'er-gyngende garagepop, og det var ikke mindst hér, at Unknown Mortal Orchestra forløste potentialet - So Good At Being In Trouble er jo en skæv pop-perle af en anden verden, og hvor havde det været vidunderligt, hvis bandet i højere grad havde forfulgt denne koncentrerede indsats.

Desværre syrede adskillige numre ud i lange crescendoer, der nok demonstrerede Nielsons enorme evner som opfindsom guitarist, men som dog i længden blev noget trættende - og også et lidt irriterende spild af tid, nu vi jo ved, at bandet dets blot to album til trods har rigeligt med guld til at fylde en timelang koncert ud med mere klart definerede lækkerbiskner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA