x
Chelsea Light Moving : Odeon, Roskilde Festival

Chelsea Light Moving , Odeon, Roskilde Festival

Chelsea Light Moving : Odeon, Roskilde Festival

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Han ligner stadig naboens uregerlige knægt med sovekammerhår og trutmunden intakt. Tyggegummiet kappes med tungen om at komme ud af munden og kondiskoene er fortsat helt udtrådte. Dåbsattesten siger 55 år om et par uger, men i tilfældet Thurston Moore synes evig ungdom at være virkeligheden. Af asken fra Sonic Youth har et mageløst projekt rejst sig i form af Chelsea Light Moving, og han har endda fundet en bedre bassist end eks-konen var. Det er næsten for godt til at være sandt.

Sonic Youth ville støjen i alle årene, og den intention er gudskelov stadig missionen, men samtidig er udtrykket punket op i den nye gruppe, som på denne aften leverede et formidabelt sæt med en friskhed, der gjorde at undertegnede rejser fra Roskilde 2013 med i hvert fald en memorabel oplevelse. Ligesom førstesinglen fra gruppens eneste album, Burroughs, er den bedste sang jeg har hørt i umindelige tider. Her manede Moore og hans band den gamle beatforfatter, William S. Burroughs, helt op af familiekrypten i St. Louis med et angreb af en sang, der for alvor fik kørt den legendariske Dream Machine i gang fra 1950'ernes vilde år.

Til den veloplagte koncert fik vi en stribe gode sange fyldt med Thurston Moore's humor, som eksempelvis No Go, som tydeligvis var lavet i al hast og spillet få gange, men som var en hyldest til Kris Kristofferson, som Moore så vidt jeg forstår havde været ovre at se over den lange dag, hvor han rendte rundt på festivalen. Andre ikoner som fik en hyldest undervejs var Richard Hell, Roky Erickson og hans gruppe The 13th Floor Elevators og Pussy Riot. Og gennem hele forløbet var Thurston Moore som vanligt aldeles afslappet, som da en streng knækkede på hans hærgede Fender Jazzmaster og han gik i gang med at læse et digt op, mens en hjælper skiftede strengen. Ikke noget med et rack af ekstraspader her.

Koncerten var et angreb på alle sanser. De to guitarister trykkede den af i en grad, at man blæst satte i med ekstatisk dans, mens smilene blev mere og mere udtalte, som publikum voksede. Det var kompromisløs og stor kunst.

Som det var med Lee Ranaldo, blev det ikke til Sonic Youth-numre. Til gengæld udviste parret Keith Wood og Thurston Moore på deres guitarer en vilje til at skabe stor og ramponeret støj.

Formidabel koncert, simpelthen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA