x
Sigur Rós: Roskilde Festival, Arena

Sigur Rós, Roskilde Festival, Arena

Sigur Rós: Roskilde Festival, Arena

Anmeldt af Finn P. Madsen | GAFFA

Islandske Sigur Rós har en lyd, som kan nedbryde enhver grænse. Det står ikke til diskussion. Skydende gejsere, rumlende vulkaner og en betagende horisont, der bare synes endeløs. Det er den islandske trios signatur. Den formel tryllebandt de med fredag nat på Arena, hvor de afholdt en magisk midnatsmesse for de mange, som var troppet op.

Den islandske gejser rejste sig gotisk og magtfuld på den himmelstræbende Brennisteinn. Knirkende percussion, en basgang lige så tyktflydende som lava og en sugende feedback. Her fik Sigur Rós vist, at de formidler deres nye lidt hårdere lyd formidabelt. Glósóli fra Takk trak tempoet ned på smukkeste vis. Den medbragte strygersektion og det kvindelige kor foldede sig bedårende ud på hymnen Vaka, der blev leveret badet i rødt scenelys.

Det var en fornøjelse at se, hvordan bandet legede med det visuelle, både scenelys og de dragende dias, hvilket igen forstærkede den eventyrlige lydkulisse. Således blev E-bow indhyllet i et blændende stroboskoplys og langsomt bygget op til at nå et klimaks, inden det store udbrud satte ind. Kveikur, titelnummeret fra dette års mesterlige udspil, fik jorden til at skælve med sin raslende brug af slagtøj. Guitarist og sanger Jón Thor Birgisson var enestående gennem det meste af koncerten med sin lyse højoktav-vokal og sit brusende guitarspil, hvor han med bue ofte fremtvang en mørk stillestående tone.

Sigur Rós er helt deres egen på en scene, ingen er som dem. På det ene tidspunkt spiller de sfærisk og drømmende, for dernæst at rejse en orkan i et hæsblæsende støjinferno. Det blev cementeret i slutnummeret Popplagiò, hvor gruppen slap tøjlerne fuldstædigt. Nummerets rå energi ramte en som en flodbølge og foldede gruppens kunstneriske overlegenhed ud som et kæmpemæssigt sug. Sigur Rós på Arena var en livsbekræftende oplevelse, hvor drømmene fik frit løb.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA