Chase & Status: Roskilde Festival, Orange Scene

Chase & Status, Roskilde Festival, Orange Scene

Chase & Status: Roskilde Festival, Orange Scene

Anmeldt af Christina Majcher | GAFFA

Duoen Chase & Status har lavet nogle udmærkede drum'n'bass-numre. Engang. Tilbage i 2005. Og som dedikeret drum'n'bass-elsker, der hørte sit første jungle-track i London i 1993 og har elsket genren helt ind i knoglerne lige siden, har jeg da haft massevis af feberfantasier om at høre god drum'n'bass blæst ud fra højtalerne på Orange Scene. Så hele verden kunne høre, hvor fantastisk en genre det er!

Og bum, så blev det 2013, og på papiret, ja, så er det jo en form for drum'n'bass-duo, der skal sparke lørdagsnattefesten i gang på Roskildes største scene. Men hey, det er det jo så alligevel ikke. For der skete noget med Chase & Status i 2007. Og siden har de produceret musik, som jeg egentlig synes, vi skulle finde på et nyt genre-navn for her og nu. Mit bud er, at vi kalder det circle-pit pop. Det indrammer den effekthungrende bastard-genre perfekt: en poleret og indsmigrende top af singalong-soulpop eller mildt messende sjælere kombineret med en fræsende bund af brølende bas, der får ungersvende til at kaste sig ud i frenetisk moshing med samme forudsigelighed som Pavlov-savl.

Moshpits og hypeman-banaliteter
Saul Milton (Chase) og Will Kennard (Status) kommer på scenen kvart over 02 lørdag nat – hver forskanset med deres laptops og øvrigt gear bag en lysende bogstavspult (henholdvis et C og et S, selvfølgelig). I midten en trommeslager, og som visuelt fokus på scenen, deres medbragte hype-man, MC Rage. De lægger ud med den effektive "No Problem" fra deres 2011-album "No More Idols" og glider over i et sejt og masende dubstepnummer, og simsalabim, så er hele området foran Orange forvandlet til en mos af hvirvlende cirkel-pits og skubbende kroppe.

Moshing, moshing, moshing – det er simpelthen blevet konventionen til den slags rave-rock. Det var også det, der fik sat et midlertidigt stop for Chase & Status' koncert på Cosmopol, sidst de gæstede Roskilde Festivalen i 2011. Men her på Orange er der betydeligt bedre plads, og der er ikke noget, der stopper raverock-maskinen. Bestemt heller ikke MC Rage, der ved gud ikke er den store poet, men bruger sin tilstedeværelse på konventionelle hypeman-banaliteter som "Can you make some noise?", "How high can you jump?" og "Somebody screeaaaaam". Samt, igen og igen, "Chase and fucking Status!" Så bliver det ikke mere uopfindsomt.

Time to return to the classics?
Fem numre inde i koncerten blusser et heftigt håb op i mig et kort øjeblik. "Time to return to the classics", messer MC Rage pludselig. Whoa, tænker jeg, whoa, tænk hvis de pludselig lige spiller "Ten Tonne" eller "Buddha Fist" fra 2005! Hvor ville det være fedt. Hvor ville alle elske det, drømmer jeg. Nuiiiiij, så skulle der danses (fremfor moshes). Men nej. Det blev bare til deres prisbelønnede track "Take Me Away" fra 2009, og nej, koncerten fortsætter uden et eneste af deres "rigtige" drum'n'bass-tracks fra gamle dage.

Men folk er da komplet ligeglade. Crowden elsker det, fra den hoppende, armsvingende og ekstatiske moshpit oppe i front til helt nede bagi, hvor begejstrede venne- og venindeflokke skriger "NU KOMMER DET!!! ER I KLAR!?" ved introen til "Blind Faith" og går komplet bananas, mens himlen lysner over pladsen.

Chase & Status' nattefest er effektiv. Der er ikke noget i vejen med den. Den holder pladsen i gang til den sidste tone klinger ud halv fire. Der danses og trilles rundt i græsset helt ovre ved ølboderne.

Men for mig personligt opsummeres min holdning til Chase & Status' musikalske bevægelse fra natklubtracks til stadionrock egentlig ganske fint af teksten fra deres track "Pieces", som de spiller som koncerten tiende nummer:

"I remember when I used to feel something. Now I'm just cold inside".

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA