x
Nazoranai: Pavilion, Roskilde Festival

Nazoranai, Pavilion, Roskilde Festival

Nazoranai: Pavilion, Roskilde Festival

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Keichi Haino fra Japan er en af de mest spændende musikere overhovedet inden for den nye avantgarde. Da jeg for nogle år siden var så heldig at være til det årlige møde for improviserende avantgardister - festivalen Unlimited i den østrigske by Wels - var Haino en af de mest spændende, som den gamle nestor inden for stilen, tyske Peter Brötzmann havde inviteret. Her ville Hainos utrolige bredsider af hvid guitarstøj blæse alt omkuld, inklusive den gamle gigant, som ellers nok plejer at være en musikalsk kannibal på enhver scene.
 
Nu var Haino på Roskilde som del af en klassisk rocktrio, og han var behørigt udstyret med ikke færre end fire forstærkeropstilinger, via hvilke han affyrede sine katarsisagtige udladninger. Haino er en bagatel af 62 år, og han startede ud på en besættelse af The Doors og specielt sangen "When The Music Is Over", hvorefter den gråhårede japaner påbegyndte sin mission, der for mange kan synes at handle om netop dette: at nedlægge musikken. Stilen, han spiller, kaldes meget rammende for psykedelisk garagerock.
 
Jeg er blevet kæmpefan. Og på denne eftermiddag var Haino så veloplagt, ligesom han havde fundet to medspillere, der til fulde levede op til hans krav om dels at kunne spille i lange synkopiske forløb, men også reagere med en sand improvisators snarrådighed, når mesteren fik et fedt påfund. Og de kom altså som skidt ud af en kanin.
 
Koncerten var en besættende rejse, hvor Haino - som i tidens løb har samarbejdet med så forskellige artister som Fred Frith, Bill Laswell og landsmanden/kvinden, Yoko Ono - ville gå fra de lange udladninger til helt stille, nærmest knugende passager, hvor han med spinkel stemme ville fremmane en intimitet, mens bassisten fik plads til med en større samling pedaler og en bue at skabe fede soniske rum.
 
Inden det vel at mærke gik amok igen. Hvor endnu en symfonisk rejse i den hvideste støj ville tage afsæt. Signeret en generøs kunstner, som ikke giver køb på sin integritet.
 
Keichi Haino kom, så og sejrede. Jeg sidder tilbage fyldt med taknemmelighed.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA