x
Pinkunoizu: Pavilion, Roskilde Festival

Pinkunoizu, Pavilion, Roskilde Festival

Pinkunoizu: Pavilion, Roskilde Festival

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Pinkunoizu markerede allerede på debutpladen for nogle år siden, at de var et kollektiv med en helt egen agenda. Anført af sangeren og guitaristen Andreas Pallisgaard rejste de sig af asken fra orkestret Le Fiasko og skabte en egen psykedelisk musik, hvor der var rigeligt med referencer fra alverdens afkroge. Siden gik turen til Berlin. Der blev skrevet kontrakt med et engelsk pladeselskab, og de begyndte at turnere og gradvist få et publikum op at stå rundt omkring i Europa. Alt i mens de øvrige medlemmer tegnede bands som Howl Baby Howl og Selvhenter og for Jakob Falgrens og Jeppe Brix' vedkommende turnerede med henholdsvis Savage Rose og Trentemøller.

De første videoer viste en egen selvbevidst stil, hvor sangene havde originale hooklines, og historierne var syrede, men med masser af brod. Samt en helt egen identitet, som var unik. Sådan er det fortsat her på kanten af det næste album, som er lige på trapperne. Ligesom der for alvor er blevet skruet op for tempoet.

Det blev en meget spændende koncert. De fire udgør et kraftigt spændingsfelt, hvor Jaleh Negari er blevet et formidabelt kraftcenter af energi bag trommerne, og ridende på Falgrens bund af en bas kunne de to solister for alvor skrue op for pedalboards og farve sangene, som ville folde sig ud i medrivende lydrejser af stor skønhed med et eget drive, som hele tiden fik kant af de specielle kor, som Brix og Pallisgaard ville bruge til at affyre endnu en forløsning af indestænkte energier.

Numrene var i høj grad fra det nye og for mange totalt ukendte album, som kommer til at hedde The Drop. Hvilket var modigt, selvfølgelig, men fordi numrene havde en direktehed, som gik ind første gang, blev følelsen af at være i en zone, der var bekendt og umiskendeligt tilhørte dette band, så udtalt. Og det er en stor kunst at kunne gå ind på den festival, man har drømt om at spille på i hele sit liv, og bare gøre det så tilsyneladende henkastet. Ligesom vi - da der endelig blev tid til et af de kendte numre fra starten af karrieren - fik mesterlige Lacuna Island i en totalt omarbejdet udgave. Et vovet sats, der lykkedes, på trods af at den oprindelige udgave var så fantastisk.

Pinkunoizu er fortsat et af de mest lovende bands på disse breddegrader. Jeg kan ikke vente på, at de til efteråret med den nye plade i ryggen folder hele spektret endnu mere ud.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA