x
Calexico: Roskilde Festival, Odeon

Calexico, Roskilde Festival, Odeon

Calexico: Roskilde Festival, Odeon

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Hvis du jævnligt eller bare indimellem læser musikjournalistik af den ene eller anden art, vil du utvivlsomt være stødt på udtrykket et "velsmurt popmaskineri". Eller metalmaskineri, for den sags skyld. Mere tvivlsomt er det, at du er stødt på "velsmurt texmex-maskineri".

Det er ikke desto mindre netop, hvad vi fik med årets sidste koncert på Odeon-scenen søndag aften med americana-favoritterne Calexico. Ikke i den forstand at koncerten var rutinepræget eller maskinel, men fordi det Tuscon-baserede band med Joey Burns i front simpelthen ikke så sig tilbage, da de først var gået i gang i aften.

Dansende vagter
 
Vi er vidne til et vitterligt veloplagt band, som i aften måske ikke umiddelbart åbenbarer de store afgrunde af vindblæst vemod,  men til gengæld udruller en fest så forrygende og velspillet, at selv sikkerhedvagterne foran scenen (Burns: "The beautiful security guards in the front row....my goodness!") danser med.
 
Der er skruet op for texmex- eller mariachikoloritten, idet to trompeter blæser op til fest ledsaget af glimrende leadguitar og dobro, mens Burns udfolder sange som Roja, Para og Maybe on Monday, som gruppen i øvrigt just har udgivet på en ep sammen med tre fine fortolkninger af Elvis Costello med flere.
 
"Det er virkelig en inspirerende festival...vi er glade for at være tilbage. Vi elsker det her sted!", proklamerer Burns tidligt i sættet. Og hvis man skulle have ham mistænkt for en høflig overdrivelse, beviser han straks at have sin Roskilde-historik i orden, da han dedikerer førnævnte "Roja" til ofrene for ulykken foran Orange Scene i 2000.
 
Tråde tilbage
 
Og hvad vi får her, er vel nærmest antitesen til tyske Kraftwerks modernistiske og elektroniske forestilling på den store scene senere på aftenen: Her trækkes tværtimod tråde tilbage til en præ-industriel og pastoral virkelighed. Samtidig med at man ikke er i tvivl om, at vi skriver 2013 - og at bandet på ingen måde er rendyrkede traditionalister.
 
Dele af The Clashs "Guns of Brixton" dukker op i "Crystal Frontier" i aften; siden parafraserer de Joy Divisions signatursang "Love Will Tear Us Apart". I den postmoderne populærkultur er alle fortidens forbilleder og inspirationskilder et stort tag-selv bord, og Calexico holder sig ikke tilbage. 
 
Så derfor ingen sprogblomster om kaktusser og ørkensand her, men derimod blot en konstatering af at Calexico gav en stærkt sympatisk og energisk koncert på Odeon i aften. "Så panamahattene blafrer", som salig Dan Turèll skrev engang.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA