x
New Order: Live At Bestival 2012

New Order
Live At Bestival 2012

New Order: Live At Bestival 2012

GAFFA

Album / Sunday Best
Udgivelse D. 10.07.2013
Anmeldt af
Ras Bolding

Denne koncertoptagelse stammer fra d. 8. september sidste år, og man kan vist roligt sige, at det er greatest hits-sættet, der her præsenteres, for ikke alene serveres perlereækken af New Order-klassikere som Bizarre Love Triangle, True Faith og, naturligvis, Blue Monday, nej, man får også lige et par Joy Division-sager med, nemlig Isolation, Transmission og den afsluttende Love Will Tear Us Apart.

Det kan næsten ikke gå galt med sådan en sætliste, og det gør det da bestemt heller ikke. Her er fokus på det bedste materiale, her er ingen dumme fodboldsange, og der er generelt god livelyd - og så kan man høre, der spilles live. Sumner er lidt skæv på sin vokal fra tid til anden, og der spilles småfejl et par gange, men ikke noget, der generer. Tværtimod synes jeg, at albummet fungerer rigtig fint som lige netop det, det er: et livealbum.

Der er blevet sagt meget gennem tiderne om New Orders stilskabende lyd, deres historiske udvikling fra postpunk til synth, og det er ganske vægtigt alt sammen. Men når man sådan hører deres største øjeblikke leveret live, så synes jeg faktisk, at den kvalitet, der står stærkest hos gruppen er evnen til at skrive gode sange, stærke melodier og interessante arrangementer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA