x
Billy Cobham : Viften, Rødovre

Billy Cobham , Viften, Rødovre

Billy Cobham : Viften, Rødovre

Anmeldt af Morten Buschmann | GAFFA

Billy Cobham er en trommegud. Og der er et B.C. før og efter Billy Cobham. Der var førhen jazzens guder, og efter dem kom Cobham til i rocken og det der blander. Han satte i 70'erne en ny høj overligger. Kunne han leve op til fortids storhed denne aften? Ja! Selve bandet var dog langt fra Cobhams tidligere kollegaers, Miles Davis og The Mahavishnu Orchestra, niveau.

Solo med 4 stikker

Et rødt sæt står klar på scenen; to stortrommer, otte stk. toms, timbales og otte bækkener. Cobham blev verdensberømt for dette store set-up. I dag er han 69 år. Og det nye nummer "Pomegranates" lyder som noget fra bridgeklubben, ganske vist en eksplosiv én af slagsen, for Cobham trumfer stadig. Han er frisk, oplagt, charmerende, skaldet og bærer briller, men han er til stede i sit spil. Det kan ikke siges om hans tre kollegaer, der skal to numre hen, før "2 For Juan" liver op med bl.a en blød lyrisk jazzklaversolo af mesterlige Christophe Cravero og en trommesolo med 4 stikker! Det har jeg aldrig oplevet før. Nummeret er første sæts bedste, og en rejse rundt i fusionsmusikkens mange genrer.

Tamt første sæt

"Panama" er en smuk melodi, og Cravero spiller en yndig violin, og sangen reddes af Cobhams legen med niveauer fra imponerende tønderbuldren til stille, næsten lydløst akkompagnement. "Stratus" afslutter et lidt tamt første sæt. Jeff Beck spiller "Stratus" noget mere opfindsomt. Sidst i klassikeren eksploderer Cobham dog i de vanvittige super-speed-fills, som han blev kendt for. Men Cobhams allerede tre trommesoli i første sæt er bare hørt før og bedre af de mange nye slagere, der sugede hans spil som en svamp og flyttede overliggeren endnu længere op. (Jeg elsker dog trommesoli!)

Guden brillerer

Andet sæt virker varmt og veloplagt fra første "Crosswinds" med bl.a en forrygende finger-bassolo af Michael Mondesir, der løser mere og mere op, som minutterne går. Han ligner på afstand en konfirmand med sin tynde krop, slips og blød hat, men er fyldt 46 år. En sand mester på den firestrengede. Aftenens bedste nummer er "Clitter Clatter", der med sin 5/4-takt tænder Cobham. Temaet minder skønt om John McLaughlins Mahavishnu Orch. Og skæve taktarter gør noget særligt ved Cobhams spil, han spiller brillant, opfindsomt og elegant – guden dér ved sin røde sky af trommer.

Momenter af verdensklasse

Og samme blændende stil fortsætter i "Skeleton Coast". Funk i 7/4, og trio og Cobham mister ikke ét beat, det er super godt og i reel verdensklasse. Noder kommer på scenen, og et par nye tamme numre følger, numre der lyder som aflagte Return To Forever-kompositioner. Og undervejs også trommesoli #4 og #5.

Cobham er en musiker, som er bedst som samspiller i numrene, alene har han mistet noget, hans soli er ikke længere nyheder. "Red Baron" er aftenens sidste, og hér demonstrer Cobham, hvad hans trommer kan gøre ved et tema. Han spiller indover og med på tonerne, som om hans fills er melodien. En af hans mange nyskabelser.

Hurtige stykker træ

William "Billy" Cobham er verdensberømt i musikerverdenen. Ikke mindst for sit spil i Formel 1-racernes pole position: The Mahavishnu Orchestra. Hans medspillere denne aften lå og rodede nede bagerst i feltet, og trommeguden fortjener bedre medmusikanter og måske også guddommeligt pust ind i sine kompositioner. Men stikkerne og hurtigheden – det kan man ikke tage fra ham.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA