x
Selvhenter: Foreningen SKRÆPs 25 års jubilæum, Blågårds Kirke, Nørrebro

Selvhenter, Foreningen SKRÆPs 25 års jubilæum, Blågårds Kirke, Nørrebro

Selvhenter: Foreningen SKRÆPs 25 års jubilæum, Blågårds Kirke, Nørrebro

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Den gode nyhed er at Selvhenter stadig er en af Danmarks største åbenbaringer. Trods nogle år på bagen og turnéer i ind- og udland har de fem kvinder stadig formået at bevare den friskhed, som gjorde dem så unikke, da de kom til syne sammen med orkestre som Valby Vokalgruppe. Ja, det synes faktisk som om udtrykket sine steder er endnu mere velgørende kompromisløst, end da de startede ud.

Et udtryk, der med det samme markerer sig, er Maria Bertel, der med et sejt kropssprog, hvor hun konstant bøjer sig ned over de mange effektpedaler, kører et spil af på trækbasun, som vist ikke har set sin mage på disse breddegrader. Hvis overhovedet nogensinde. Sammen med saxofonist Sonja LaBianca - som nogle måske husker i en klart mere afdæmpet rolle i Choir Of Young Believers - tegner Bertel et formidabelt makkerpar, som var en klar kontrast til det andet kraftcenter, nemlig de to trommeslagere, Anja Jacobsen og den fra Pinkunoizu kendte Jaleh Negari. Mens det sidste medlem, Maria Diekmann, med sin violin kørt gennem en wahwah-pedal havde det med at lyde lidt fersk. Hun var lige kommet fra barsel og manglede måske det sidste punch i sit spil. Men det har hun vist tidligere vil komme.

Allerede fra starten af koncerten ville Maria Bertel brillere med sit bæst af et horn kørt gennem alskens effekter, blandt andet noget octaver, der får lyden til at lande et sted mellem en vildfaren elefant i musth og en digeridoo fra den australske ødemark. På titelnummeret fra den sidste udgivelse, Frk. B. Fricka, som i øvrigt blev produceret af den gamle Sort Sol- og Bleeder Group-guitarist, Peter Peter, ser vi den nye vej, som gruppen har taget. Nærmest som et krautrockband tager Bertel fra med det seje riff, mens de øvrige instrumenter afholder sig fra de etnisk inspirerede beats, som ellers var normen førhen. Ligesom musikken på nogle numre har et langt lettere og lysere præg, end det var stilen i starten. Det klæder orkestret.

Det blev en koncert, der var afhviklet foran en mængde kollegaer inden for den københavnske avantgardemusik. Og her syntes Selvhenter at høste en masse roser. For en koncert, hvor de fik vist, at der er sket klare fremskridt hen mod et unikt udtryk. Hvor den enorme værktøjskasse med referencer fra hele den verdensmusikalske rejse, som medlemmerne allerede har været på, bliver brugt med stor kløgt. For fra at have lydt som en gruppe, der lige havde set lyset - og vel at mærke et lys af en styrke, så du blev blændet - evner de nu at skabe nogle spændingsfelter, hvor alle individualister i gruppen får sin plads til at tage musikken nye steder hen.

Selvhenter vil stadig den hvide støj og verdensmusikken. Men de har efterhånden skabt et unikt og holdbart udtryk, som nok skal blive til meget mere værd.

Det beviste de alt sammen på denne herlige Nørrebroaften.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA