x
Rufus Wainwright: Tivolis Koncertsal, København

Rufus Wainwright, Tivolis Koncertsal, København

Rufus Wainwright: Tivolis Koncertsal, København

Anmeldt af Henrik Tuxen | GAFFA

Med fare for at være en lalleglad hippie må jeg konstatere, at København og omegn har budt på forrygende musikalske live-oplevelser her i første del af sommeren. The National på Loppen, flere superpræstationer på Roskilde, guitar-vidunderet Gary Clark Jr. i forgårs og så senest komponisten, musikeren, excentrikeren, sangeren og ikke mindst entertaineren Rufus Wainwrights over to timer lange solokoncert i Tivolis koncertsal i går

Oh Agnus – oh Agnus Dei
Men for lige at starte et andet sted. En grundlæggende urkraft ved musikkens DNA er, at den kan sætte lyde på følelser og oplevelser gennem livet, gode som dårlige, og for mange kan  have en helende og samlende kraft, ofte når man har allermest brug for det. For nogle år tilbage tenderede mit glas at være halvt tomt, om det primære indhold i tilværelsen var at spille tennis, uafladeligt piske rundt i Gentofte og omegn i shorts og udtrådte løbesko – og så at høre Rufus Wainwright. Det ultimative var at køre min – nu hedengangne – Renault Megane ind til siden og så "cranke" fuldt op for "Agnus Dei", der åbner "Want Two". Et værk, der vel nærmest bedst kan beskrives som en ny form for religiøs messe, hvor den samlede tekst – oversat fra Wainwrights latin til engelsk – lyder:

"Lamb of God

You who take away the sins of the world

Lamb of God

You who take away the sins of the world


Give Us Peace

Give Us Peace

Peace

Give Us Peace."

Fra de indledende knirkelyde, over det fuldendte opbyggelige klimaks mod slutningen, til den perfekte, blikstille afrunding, hvorefter freden og roen indtræffer -  afløst af følelsen "det skal nok gå, ro på!" Og det gjorde det selvfølgelig, også for mig, tak for skubbet, Rufus.

Patos
Vi har at gøre med en mand, der kan noget med følelser, også de allerstørste af slagsen – en mand i besiddelse af en stemme, der kan ramme de dybeste lag, med en fylde og inderlighed, der er de få forundt. Den flamboyante, erklærede homoseksuelle canadiske multikunstner har det ikke fra fremmede. Søn af folk-musikerne Loudon Wainwright III og Kate McGarrigle, og som søster til Martha og nevø til sangerinden Anne McGarrigle (der var personligt til stede i Tivoli i går) har han stået på scenen fra de spæde skridt, til i dag, få uger før sin 40 års fødselsdag, og det kommer han til at blive ved med. En mand med mange ansigter og passioner, der går over vise-singer-songwriter-traditionen til opera og de stort opsatte musicals.

En fisk i vand
Sådan er det også, når han optræder, det kan være det kolossale, ekstravagante – som fx når han gengiver Judy Garlands storhed – til traditionel bandopsætning, og så til at stå som Palle alene på scenen, hvilket var tilfældet i Tivoli i går. Wainwright kan være klædt som til hofbal i Wien på Mozarts tid, men var i går iført slidte jeans, ternet skjorte og sort vest, sådan!

Cirka 19.45 valsede Wainwright på scenen til salens bragende bifald, og de følgende to timer boltrede han sig så frit som en sprød makrel i Kattegats blå bølger på en varm sommerdag. Primært særdeles velsyngende bag klaveret, med også som leverandør af en lind strøm af lårklaskende anekdoter, der alle gik rent ind. Wainwright mestrer på imponerende vis på det ene tidspunkt at være så hudløst inderlig, at folk sidder med blanke øjenkroge og hjertet i halsen, til sekunder efter at levere bidende, intelligent selvironi, der på det nærmeste får folk til at eksplodere af grin.

Der var anekdoter om hans livs værste koncert på Rust på Nørrebro tidligt i karrieren, hvor to smilende festaber kom op til ham efterfølgende og jublende deklarerede "We just wanted to say – you were awful", til først misundelsen af og senere mødet med Jeff Buckley, der på alle måder var fantastisk, bortset fra at det ikke involverede sex. Og i øvrigt fandt sted 14 dage før Buckleys druknedød i Mississippifloden i 1997. Jeg kunne blive ved og ved, bare spørg dem der var til stede i går.

Diskutabel guitarist
Stemningen var så intim som på en lokal smugkro fra første anslag. Rufus var i stødet og var ene mand – bortset fra klaver-akkompagnement på et fire numre langt, fransk intermezzo – primært bag klaveret, heldigvis. Rufus er en fin pianist, uden at være virtuos, men uden at jeg vil sige, at han er en decideret dårlig guitarist, så i hvert fald en overraskende unuanceret en af slagsen, mandens gennemgribende musikalitet taget i betragtning. Han nærmest klasker i gribebrættet til simple barréakkorder. Måske okay til lejrbålet – hvis folk omkring synger højt nok – men solo i Tivolis koncertsal, hmm... jeg ved sgu ikke rigtigt. Til gengæld kompenserer Rufus fantastiske stemme så fremragende for den manglende indre Ségovia, hvor man i passager bliver henført til den rendyrkede lykkefølelse og i andre til afsøgning af de inderste kroge af sjælen.

The Art Teacher
Allerede i koncertens andet nummer, "This Love Affair", fik vi en forsmag på Rufus indfølende talent. "Out of the Game" (trods guitar) var god, men første rigtige fuldtræffer var formidable "The Art Teacher". Jeg kan ikke mindes at have hørt en "kvindelig musikalsk jeg-fortælling" fortalt af en mand med lignende overbevisning. Så kom sangen til Buckley, "Memphis Skyline", naturligvis efterfulgt af "Hallelujah" – skrevet af Rufus' "svigerfar", den vender vi lige tilbage til – som (også) har givet godt på kistebunden for såvel Buckleys efterladte og Wainwright selv (to millioner solgte eksemplarer fra "Shrek"-soundtracket).

Lidt senere fik vi omtalte, lidt uinteressante franske intermezzo, med sange af dels mor, tante (om isfiskeri) og så Serge Gainsbourg til sidst. Det blev så fulgt op af en stor personlig favorit, den melankolske "Going to a Town", fra skønne "Release the Stars". Rufus, når han er allerbedst efter min beskedne opfattelse.

Som tidligere antydet har Wainwright fået barn med barndomsveninden Lorca, hvis far er ingen ringere end Leonard Cohen. Tilegnet lille Viva Katherine Wainwright Cohen – shit, det er et navn, der forpligter! – fik vi kærlighedserklæringen Montauk, der handler om fars kærlighed, og så den anden fars (Jörn Weisbrodt) kærlighed til datteren. Titlen er i øvrigt navnet på byen, hvor Wainwright og Weisbrodt blev gift sidste år. En skøn og skæv tekst, hvor man ikke er i tvivl om, hvor afsenderens hjerte er placeret. Rufus evner at få en til at lytte.

Måske som Burt
Som afslutning fik vi gennembrudshittet "Cigarettes & Chocolate Milk", hvis indledende "honky-tonk"-klaver fik kvinden på rækken bag mig til decideret at skrige. Den lød på sprød vis, som da den var ny. Som ekstra fik vi en helt tidlig skæring ("som jeg sikkert spillede den fatale aften på Rust"), "Foolish Love", og så sluttede vi til allersidst på fransk.

Rufus Wainwright har et særligt kærlighedsforhold til København og har – bortset fra den katastrofale debutantaften på Rust – fejret store triumfer på ikke så få venues her i hovedstaden. Og mon ikke han er kommet for at blive? Wainwrights musik er af den tidløse karakter, der ikke er bundet i et ungdomssegment. Senest besøgte legenden Burt Bacharach København i en alder af 85 – og, "take a wild guess" – nogle af jer (ikke mig) ser måske en gråsprængt livsklog entertainer, ved navn Rufus Wainwright underholde et sted i Nordens, ubetinget fedeste by i 2058.

Jeg kan nå et mætningspunkt med Wainwright – nogle gange bliver den store patos og de udkrængede følelser simpelthen for meget. Men at stå ansigt til ansigt med den superveloplagte, udpræget intelligente, musikalske og utroligt sympatiske excentriker på slap line i hovedstadens gamle have i går var en sand fornøjelse. Et kig på publikums ansigtsudtryk, da de forlod salen, fortalte mere end de berømte tusind ord.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA