x
Brecker Brothers Reunion: Viften, Rødovre

Brecker Brothers Reunion, Viften, Rødovre

Brecker Brothers Reunion: Viften, Rødovre

Anmeldt af Morten Buschmann | GAFFA

Jeg elsker Michael Brecker (1949-2007). En af de mest alsidige og smagfulde saxofonister efter mine beskedne ører. Og jeg er storfan af Brecker Brothers. Har hørt dem live med Michael Brecker helt tilbage fra teenagetiden. Ejer alle deres udgivelser. En anmeldelse af stilskabende Brecker Brothers uden legenden Michael må naturligt (også) fokusere på efterfølgeren: Saxofonist Ada Rovatti. En enorm skuffelse.

Fusion-front

Imponerende åbning med "First Tune of The Set". Hæsblæsende bebopfunk, Randy Breckers solo er blændende, Dave Weckl er pletfri og topmoderne, George Whitty er superstar og Dean Brown ditto, og så er der hende der hurtige Rovatti. Hmmmm… med en hård grumset saxlyd. "Det må være lydmanden", tænker jeg.

Efter nummeret råber Randy: "We play fusion!" Og viser en knytnæve frem. Det lover godt.

Sløv saks

Trods gode soli fra Randy Brecker og George Whitty er "The Slag" og "Stellanina" melodier, ingen vil huske om fem minutter. Italieneren Rovatti blæser lynende hurtigt og kan sine Charlie Parker-bebop-licks, men lirer tonerne af, mekanisk og charmeforladt. "Det da være lydmanden".

I "Really In For It" skifter 65-årige Randy personlighed over til sit alter ego Randroid og rapper en sjov og sjofel funksang, og Rovatti spiller kønt på sopransax.

Randy vender tilbage til Randy og annoncerer Michael Breckers komposition "Bathsheba" med ordene: "We miss him a lot". Og her skal temaet udføres med den karakteristiske Brecker-lyd: Unison saxofon, trompet og guitar som i de gode gamle dage, men det lyder forfærdeligt!

Er det lydmanden? Nej, det er Rovatti, der falder helt igennem.

I 70'er-fortiden var Brecker Brothers ikke blot kendte som enestående solister, der kunne blæse soli i ethvert mood og genre. Nej, de optrådte også på tusindvis af plader, som over-naturlig tight blæsersektion. Borte har taget dén lyd denne aften.

Skuffende

Andet sæt åbner med "Rocks" fra 1975, et rigtigt godt arrangement og super melodi, og George Whitty fyrer sin bedste synthesizersolo af, men teamet halter og snubler, Randy Brecker og Ada Rovatti magter ikke at gennemføre klassikeren sammen? Har de ikke øvet sammen? Hvor har kapelmesteren fundet hende? Hvorfor? Randy er jo buddy med superligaen af fusions-jazz-saxofonister?

Følg dén guitarist

Men der et højdepunkt på vej. "Spherical". En skøn bøjet melodi af M. Brecker og guitarist Dean Brown viser fænomenal klasse i en original og spændstig solo, som han jiver og opfører teatralske moves til. Soloen har Frank Zappa'ske kvaliteter, og er endda bedre, og næste solist, Randy, må virkelig oppe sig og fyre kaskader af overnaturligt hurtige dog smagfulde toner af – med effektpedaler - for at leve op sin ansatte guitarist. Prompte falder de ironiske ord efter endt bravour-nummer: "You're fired". Hold øje med denne ranglede showman, Dean Brown, i fremtiden.

"Elegy For Mike" er en sølle ballade. En pauver, trist, tynd melodi - lysår fra de mange vidunderligt smukke melodier, M. Brecker har fortolket og komponeret i tidens løb. Sangen er tæt på at være en hån mod Michael, en af klodens top ballade-fortolkere.

Sax on the hot spot

Fine gamle "Sponge" følger. Plus selvfølgelig "Some Skunk Funk", og Ada Rovatti lyder hæsligt. Trompet og sax blander som hund og kat i tempo- og groove-fornemmelse. Nærmest som om de ikke stemmer! Undskyld udtrykket, men Michael havde vendt sig i graven.

Vores danske islæt midt i alt dette, Chris Minh Doky, spiller fantastisk, og holder alle grooves sammen og fortjener at være en naturlig del af New York-superligaen. Helt på højde med Dave Weckl, som er på niveau med trommeguden Billy Cobham. Men Weckl har videreudviklet Cobhams (og Steve Gadds) stil og ført den videre til nye utrolige højder. Og Doky er dér - lige ved siden af ham.

Nepotisme

Randy Brecker har over 40 år samlet verdens bedste fusionsmusikere omkring sig, og engang var disse både taknemmelige og fyldte med ærefrygt, over at spille med The Brecker Brothers. Jeg får at vide, at trompetisten er gift med Ada Rovatti. Nu forstår jeg. Dermed én stjerne til band i topklassisk New York-standard, og én stjerne til mester Randy. Det er sidste gang, jeg går til noget med "Reunion", hvor hovedpersonen mangler.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA