x
Patti Smith: Falkoner Salen, Frederiksberg, København

Patti Smith, Falkoner Salen, Frederiksberg, København

Patti Smith: Falkoner Salen, Frederiksberg, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Patti Smith og jeg har altid været en ambivalent ting. Blev fan første gang lige efter debutskiven Horses og tændte for alvor på Radio Ethiopia. Kunne rigtigt godt lide den oprindelige opkørte rocklyd, der havde det hele med folk som Lenny Kaye og en leadguitarist, der hed Ivan Kral. Men det var også ambivalent, for Smith havde det med at lave guder ud af alle sine forbilleder i en grad, så deres aura ligesom kom til at stå i vejen for den poesi, der gerne skulle stå alene. Misforstå mig ikke: der var momenter, hvor Smith fulgte op på Jim Morrisons eksempel og gav poesien vinger, der fløj, som kun rock'n'roll kan flyve, og det var de vinger, jeg gerne så intakte, da jeg mødte op til seancen med den aldrende punker i Falkoner.

Karrieren har syntes en lang dans på roser, siden Smith kom tilbage fra sit selvvalgte eksil omkring 1995, hvor hun både havde nået at fostre et par unger og lægge sin mand - Fred "Sonic" Smith, kendt fra legendariske MC5 - i graven. Jeg mødte hende lige efter - sammen med hendes daværende guitarist/kæreste - hos Tanger-forfatteren Paul Bowles i lejligheden i den marokkanske kultby, og mage til sur og utilnærmelig kunstner skal man altså lede længe efter. Derfor har de sidste gange, jeg har set hende - ikke mindst til en impromptu-koncert for pressen i en baghave til Roskilde Festival for tre år siden - haft karakter af noget af et chok, for Smith har skruet op for blomsterbarnet i en grad, så man havde hende mistænkt for at være dykket lovlig dybt ned i glasset med lykkepiller. Kort fortalt: jeg har ikke altid været lige overbevist om ægtheden hos Mrs. Smith fra New Jersey, men må dog også indrømme, at når hun har rykket, har hun altså gjort det som få!

Koncerten i Falkoner startede forventeligt. Publikum - som Patti Smith i slutningen af koncerten i en af sine typiske fabulerende stream-of-consciousness-tirader ville give sin "You Are The Future"-tale, selv om hun med briller på nok ville have erkendt, at rigtigt mange nærmest var på vej mod hendes egen alder - slap fadbamserne et øjeblik og hyldede hende fra første moment. Patti lignede en amerikansk præsidentkandidat i prime time på tv med armene i vejret som en vinder. Så langt, så godt. Vi fik April Fool fra Banga-pladen, og bandet spillede allerede her for lavt og uden brod. Det skulle dog alt sammen blive bedre siden hen. Den pumpende og forførende indledning til Dancing Barefoot kom, og nu kørte det meget bedre, selv om musikken allerede her havde den der udefinerlige vibration af bedsteborgerlig feel good-pop, som altid har været Smiths adgangstegn til hitlisterne, men også skæmmet hendes rygte som punker.

Vi nåede til den første politiske tale. Det er lidt en svaghed hos Smith, at hun svært godt kan lide at lege arbejderheltinde. Skal absolut op på ølkassen og få folk til enten at knytte næven eller give peace-tegn. Elsker Rimbaud, men vil gerne være Jeanne D'Arc. Ak, ja. Og ugens flavour var ikke Pussy Power, men derimod Edward Snowden, som fik en enkelt sang. Hun har givet den før, og har måske udvidet det tonale fra en akkord til halvanden. Det så hjemmegjort ud, og publikum elskede det.

Herefter gik det i astadigt tempo, indtil tiden var kommet til Summertime Blues, det gamle Eddie Cochran-hit, som blandt andre The Who gjorde berømt. Her koksede vor mor i teksten, men var charmerende, og vi tilgav hende. Farligheden var på ferie, og det samme var publikum. Ikke skyggen af optræk til pogo-dans på en mandag aften på Frederiksberg. Derefter endnu en tale og en boganbefaling. Bibliopat i frit fald. Denne gang som oplæg til titelsangen fra det sidste album om hunden Banga, hvor Patti fik lyst til at tale med det hinsides og den chilenske forfatter, Roberto Bolanos. William S. Burroughs, Kurt Cobain og Allen Ginsberg var vel ikke hjemme... okay, sorry, jeg er ond. Sangen var derimod god med en ivrigt bjæffende Lenny Kaye og en sal, der solidarisk hylede mod månen. Kært med dyr.

Derefter gik Patti Smith ud, og drengene spillede en medley, som faktisk livede koncerten lidt op. Ligesom Smith selv fik kræfter til at gennemføre det sidste af koncerten. Var der mon et ilttelt i garderoben? I den serie, der fulgte, kom der en version af specielt Pissing In A River, som fik fremmanet den oprindelige shamansanger, som søger trancen. Her var der den nerve, som ellers plejede at være varemærket. Bedstemor med slag i og rock, der flosser. Også selv om den stemning blev punkteret af hittet Because The Night - i sin tid skrevet sammen med kollegaen hjemme fra New Jersey, Bruce Springsteen - men som Smith ikke kunne lade være med at dedikere til sin for næsten 20 år siden afdøde mand.

Et stykke inde i ektraseancen kom så højdepunktet med det gamle Them (Van Morrison)-hit, Gloria og især den formidable Rock N Roll Nigger. Som det var med John Lennon og Yoko Ono, der sang Woman Is The Nigger Of The World, er det også hos Patti Smith et stærkt ord at bruge - specielt når man er hvid. Skar igennem sammen med guitarerne, der for alvor var vågnet og havde fået skruet op, og pludselig var vi nået derop, hvor vi skulle have været hele tiden.

Så spandevis af hygge, politiske skåltaler (det er hun sgu ikke særlig god til) og enkelte sydende punkstik fra Patti Smith.

Stik direkte ind i hjertekulen og ambivalensen. Hun irriterer mig sgu stadig. Hvilket ikke er så ringe endda.

Det smager i hvert fald af punk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA