x
Bonnie Raitt: Musikhuset Aarhus, Aarhus

Bonnie Raitt, Musikhuset Aarhus, Aarhus

Bonnie Raitt: Musikhuset Aarhus, Aarhus

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

"Hun er lidt slidt...man kan å (også, red.) høre det,"  siger en midaldrende mand i hvid poloshirt uden for Musikhuset lørdag aften, efter 63-årige Bonnie Raitts koncert som led i Aarhus Jazzfestival. Well, hvis det var dét, vi overværede i aften i Store Sal, ja så kan I bare komme med slitagen.

Bevares, hvor meget af damens overstrømmende begejstring for stedet, publikum, lejligheden og sågar opvarmningsbandet Sko/Torp i aften, som var professionel høflighed, er selvfølgelig svært at sige.

Men hvad denne anmelder bevidnede, var ikke desto mindre en både sympatisk og veloplagt præstation, hvor en meget snakkende og vennesæl hovedperson kom godt omkring i det fyrre år lange bagkatalog - lige fra den selvbetitlede debut fra '71 til sidste års hæderlige comeback med "Slipstream", som er fyldigt repræsenteret i dagens sætliste.

Noget at tale om
 
Bortset fra det kom jeg faktisk i sin tid skævt ind på damen i første omgang: Den, der kun kender pladerne omkring det kommercielle gennembrud i senfirserne og starthalvfemserne og hittet "Something to Talk About", mangler i den grad at gå om bord i den tidlige karrieres mere rustikt udførte (roots)plader.
 
Fra dengang i de tidlige halvfjerdsere, hvor en meget ung Raitt imponerede med sin slideguitar og næsten antropologiske interesse for den gamle generation af bluesfolk - Son House, Muddy Waters, "Mississippi" Fred McDowell og Sippy Wallace, som hun alle nævner i aften. Jeg mener: Prøv engang at sammenligne for eksempel et album som "Give it Up" (1972) eller "Sweet Forgiveness" (1977) med "Nick of Time" (1989), som Raitt i aften vender tilbage til ad flere omgange.
 
Vi får titelnummeret, og da hun som andet ekstranummer har givet "Have a Heart", udbryder hun: "Jeg ville have spillet en anden, men jeg tager endnu en fra "Nick of Time", fordi jeg savner at spille den - "Real Man"....I kan sikkert se på mit smil, hvad jeg mener!"
 
Jo, vi får flere muntre og smålumre henvisninger under bæltestedet i aften - det har været en lang turné og som hun siger, inden vi tidligt i sættet får favoritten "Something to Talk About": "Her er en til alle dem, som venter på os derhjemme, og dem som vi går i seng med på mandag...her er a little something to talk about..".
 
Siden betror den eminente organist Mike Finnigan os på Raitts foranledning, at han - inden sit nu 43 år lange ægteskab - var en veritabel doktor udi kærligheden - "men jeg fik inddraget min tilladelse på grund af malpraksis." Og da John Hiatts "Thing Called Love" er bragt hjem, siger Raitt at "Wooh, jeg glæder mig til at komme hjem på mandag!"
 
En historie for sig
 
Og bandet er selvfølgelig en historie for sig: Gamle venner og musikalske makkere (Raitt: "I kan godt se, jeg elsker mine drenge, ikke?") med hver deres imponerende cv. Det gælder ikke mindst netop Finnigan, som gennem årene har assisteret folk som Crosby, Stills & Nash, Joe Cocker, John Hiatt og Taj Mahal.
 
Eller for den sags skyld bassisten James "Hutch" Hutchinson, som lagde ud i sentressernes San Francisco og siden har spillet med Gud og (næsten) hvermand. Og så er Raitt som bekendt også selv en ganske god guitarist, som i aften selvfølgelig giver talrige opvisninger i sit signaturspil med sliderøret.
 
Der spilles solidt og rockes behørigt igennem i en uformel stemning af oprigtig spilleglæde, Raitt siger flere gange at det er en ære at være en del af jazzfestivalen; fortæller at hun gik rundt i Aarhus fredag aften og nød musikken, droppede ind på "et sted, der hedder "The Hideaway" (den lokale café Gemmestedet, red.) og så fremdeles. Vi hygger os, selvom der selvfølgelig også sniger sig ballader og hard luck stories ind, efterhånden som aftenen skrider frem. 
 
I stødet
 
"Den her er skrevet sammen med Michael O'Keefe, som havde en ven, der prøvede at slå igennem som skuespiller. Intet fungerede for ham, og han endte med at komme på forsiden af de forkerte grunde", siger Raitt som indledning til "Marriage Made in Hollywood" fra seneste album - den med linierne om at "We all love tragedy / It loves us, too." Og da et opstemt, mandligt medlem af publikum råber "Jeg er i stødet!" henvendt til Raitt, replicerer hun nonchalant: "Det er jeg også, skat. Nuvel, kærligheden er ikke altid køn...det handler denne her sang om".
 
Favoritten "I Can't Make You Love Me" følger - men det er, da der umiddelbart efter gribes helt tilbage til debutpladen fra '71 med en akustisk "Women Be Wise", at man for alvor mindes om, hvad det var Bonnie Raitt virkelig kunne og kan som fortolker helt tilbage i de unge år.
 
Hvis nogen finder (den ældre) Bonnie Raitts bilradiovenlige og bluesbaserede rockmusik en kende for tilbagelænet og middle-of-the-road-agtig, er de her dog tilsyneladende ikke i aften. Efter små to timers koncert kvitteres med stående bifald. Og jeg klapper med.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA