Rodriguez : Sun Ra Stage, Vanguard Music Festival

Rodriguez , Sun Ra Stage, Vanguard Music Festival

Rodriguez : Sun Ra Stage, Vanguard Music Festival

Anmeldt af Sara Elisabeth Nedergaard | GAFFA

Efter dokumentarfilmen "Searching for Sugar Man" fik amerikanske Rodriguez et verdensomspændende comeback sidste år. I 1970'erne blev han hypet som Dylans arvtager, men fik aldrig den stjernestatus, hans debutalbum "Cold Fact" fortjente. Fredag aften gav han sin første koncert i Danmark, på Vanguard Music Festival.

Efter at Rodriguez er blevet eskorteret ind på en høj stol på scenen, hvor han gemmer sig bag en bredskygget hat og et lille bord fyldt med vandflasker(!), får det forventningsfulde publikum numre som "Crucify Your Mind", "Sugar Man" og "I Wonder". Alle helt fantastiske numre på plade, men i aften i Søndermarken har de slet ikke den gennemslagskraft, man kunne have håbet på.

Bandet er habilt, men spiller til tider sig selv ned, så senioren kan følge med. Rodriguez' guitarspil er ofte helt ude af takt, og hver gang hans guitarist overdøver ham med hvinende elguitar, er det en helt lettende følelse ikke at skulle høre på hans klimpren.

Et par jokes (som jeg ikke forstod eller kunne høre) og en poetisk løftet pegefinger ("get your hugs/don't do drugs/stay smart/don't start") bliver det til imellem numrene, og igen kan man mærke, at Rodriguez har været en værre charmetrold i sine yngre dage. Men nu er han simpelthen blevet for gammel, sorry to say.

Little Richards "Lucille" og førnævnte "I Wonder" er aftenens højdepunkter, hvor man ser glimt af, hvad Rodriguez har kunnet for 40 år siden. Vokalen er der stadig momentvist, og når den er, er man tryllebundet. Men momentvist er ikke godt nok, og de 75 minutter på Vanguard Festivals Sun Ra Stage føltes som tre timer.




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA